Konklusion: Flere fejl ved faldskærmsulykken i Lindtorp

Havarikommissionen konkluderer, at der var flere sikkerhedsbrister, da et fly måtte nødlande med en 45-årig faldskærmsudspringer hængende under flyet.

faldskaerm_helikopter.jpg
Foto: TV MIDTVEST

Et faldskærmsudspring ved Lindtorp Flyveplads ved Holstebro var i maj måned tæt på at ende fatalt. Her blev den 45-årige faldskærmsudspringer Michael Ellegaards fod viklet ind i en line, da han sprang ud fra flyet i cirka 2,5 kilometers højde. Det var ikke muligt for piloten at skære ham fri af linen, og derfor måtte han lande flyet med Michael Ellegaard hængende under.

På jorden havde redningsmandskab spredt et tykt lag skum ud, så manden kunne glide på det. Herefter landede flyet med lavest mulig hastighed.

45-årige Michael Ellegaard slap på nærmest mirakuløs vis med ganske få skrammer. 

0:34
Privatoptagelser fra landingen. 

Opfordrer til øgede sikkerhedsprocedurer

Men siden er fulgt et større arbejde med at få kortlagt ulykken. Og i dag kommer Havarikommissionen så med deres konklusion.

Her konkluderer kommissionen, at der ikke forelå procedurer for, hvordan man opbevarer statiske liner i flykabinen efter brug. Og det var altså sådan en line, som Michael Ellegaard blev viklet ind i.

Derudover afdækkede Havarikommissionens sikkerhedsundersøgelse, at den ombordværende selekniv ikke var anvendelig under alle forhold herunder nødsituationer. Kniven kunne ikke skære linen over, fordi den var blevet snoet så mange gange rundt.

Havarikommissionen vurderer de afdækkede forhold til at være systemiske sikkerhedsbrister. Og derfor opfordrer de blandt andet Dansk Faldskærmsunion til at igen at vurdere sikkerhedsprocedurerne omkring statiske liner.

Lokal faldskærmsklub har allerede øget sikkerheden

Hos Holstebro-Lindtorp Faldskærmsklub er det glade for Havarikommissionens konklusion. Og de har da også allerede taget deres forholdsregner i klubben.

- Samme aften efter uheldet tog vi nogle beslutninger, som blev iværksat inden de næste spring. Nu bliver linen lagt i et net-lomme, så man ikke kan få viklet foden ind i den. Og der er nu to forskellige knive, en almindelig seleskærerkniv en mere savtakket kniv til at skære liner over. Jeg sprang i tirsdags, og der kunne jeg konstatere, at det fungerer som det skal, siger formandden fro Holstebro-Lindtorp Faldskærmsklub, Dorte Vilsgaard.