Kongeligt nej til Ringkøbing-Skjern

Kongeligt nej til Ringkøbing-Skjern

Det Kongelige Teater opsiger samarbejdsaftalen med Musikskolen Ringkøbing-Skjern.

Med kort varsel har Det Kongelige Teaters Balletskole med opsagt samarbejdsaftalen mellem Musikskolen Ringkøbing-Skjern og Det Kongelige Teaters Balletskole vedrørende Talentcenter i Musikskolen Ringkøbing-Skjern.Den planlagte optagelsesprøve den 12. juni 2012 er derfor aflyst.

Esbjerg vinder

Årsagen til, at Det Kongelige Teater trækker sig ud af Ringkøbing-Skjern Kommune, skulle være begrundet rent geografisk, da man i fremtiden vil satse på Esbjerg-området som talentcenter.

Redningsforsøg forgæves

Siden opsigelsen den 17. april har Musikskolens ledelse, fagchef Jakob Bisgaard og formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Kristian Ahle, arbejdet intensivt på at beholde talentcentret i Ringkøbing-Skjern Kommune, men beslutningen fra Det Kongelige Teater om at flytte til Esbjerg var ikke til forhandling.

 - Musikskolen ser frem til at finde en ny sammenarbejdspartner for balletten, og vi har heldigvis flere kontakter og gode fremtidsmuligheder, siger musikskoleleder Lis Theilgaard i en pressemeddelelse. 

Fortsat ballet

Alle balletelever fra syv år vil stadig kunne deltage i Store Balletskoledag på Det Kongelige Teater i København hvert år.

 - Der skal ikke herske nogen tvivl om, at balletundervisningen er kommet for at blive og fortsætter som vanligt med mange spændende tiltag i den kommende sæson selv om Det Kongelige Teaters Balletskole har opsagt aftalen med os, siger Lis Theilgaard.