Kongelig ballet i Skjern

Musikskolen Ringkøbing- Skjern er blevet blåstemplet som talentcenter for Det Kongelige Teaters Balletskole.

Balletlærer Julianne McMillan har gennem en årrække kæmpet for at opnå den fine titel som talentcenter, og nu er det så lykkedes. Godkendelsen er givet efter en grundig inspektion af musikskolen, flere samtaler og overværelse af undervisning og eksamination af skolens balletelever.

Penge til elitehold

Musikskolen får nu et beløb fra balletskolen. Pengene skal bruges på at etablere et elitehold på skolen. Meningen er, at holdet skal modtage undervisning i ballet på samme høje niveau som på balletskolen. Samtidig får musikskolens balletelever adgang til at deltage i Balletskolens undervisning i København.

Aftalen løber et år ad gangen.