Konflikt i skolen startede tumult på asylcenter

En konflikt mellem asylansøgere i skole var tirsdag skyld i, at der senere opstod tumult mellem 100 asylansøgere på Nordsø Camping ved Hvide Sande.

asyl.jpg

Tirsdag formiddag opstod en konflikt mellem flere unge asylansøgere, da de var i skole på Hvide Sande Skole.

Senre tirsdag eftermiddag eskalerede konflikten mellem op til 100 asylansøgere, da familiemedlemmer blandede sig på Nordsø Camping, der bliver brugt som asylcenter.

Politiet blev derfor tilkaldt, fortæller regionschefen i Røde Kors, Claus B. Pedersen, til TV MIDTVEST.

- Det er angiveligt en konflikt, der opstod i skolen mellem et par elever. Senere på dagen, da de kom hjem, følte andre familiemedlemmer sig nødsaget til at blande sig, og så esklalerede det, så politiet måtte tilkaldes, fortæller regionschefen.

Flere undersøgelser

I løbet af onsdag vil sagen blive undersøgt yderligere for at finde ud af, hvad der helt præcist er foregået.

- I dag tager skolelederen fat på konfliktløsning i skolen sammen med eleverne. Desuden vil skolelederen holde et møde med den lokale centerleder, siger Claus B. Pedersen.

Han fortæller også, at politiet lige nu undersøger de nærmere omstændigheder for urolighederne.

Glad for samarbejde

Tumulten mellem de mange asylansøgere på Nordsø Camping, der resulterede i, at politiet blev tilkaldt, er ikke en situation, som regionschefen bryder sig om.

- Konsekvensen har jo været, at politiet endte med at være til stede for at regulere adfærd, og det er slemt, fortæller han.

Vi ønsker at tale sammen ved konflikter

Han understreger dog, at han har været rigtig glad for politiets håndtering af sagen.

- Da politiet kom, var der ikke flere problemer. De håndterede det meget professionelt. De mødte talstærkt op, og det er en markering af, at vi allesammen ønsker en dialog. Vi ønsker at tale sammen ved konflikter, slutter Claus B. Pedersen.