Kompromis om Enghavecentret på vej

Skal Enghavecentret i Holstebro have et tårn? Det er der stadig stor diskussion om.

Centrum i Holstebro skal måske ikke alligevel domineres af et højt tårn ved det kommende Enghavecenter.

Viborg Stift og Erhvervsstyrelsen har nedlagt veto mod tegningerne til Enghavecentret i Holstebro. De mener nemlig, at et 63 meter højt tårn vil blive for dominerende i forhold til Holstebro Kirke. 

Men nu er der nye tegninger på vej. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Det er bygherren, A. Enggaard, som tegner på et alternativt forslag med et lavere tårn. Det er ikke ukompliceret at omdisponere arealerne og deres anvendelse, siger Søren Hemdorff, der er planchef i Holstebro Kommune, til dagbladet. 

Det er planen, at Enghavecentrets tårn skal indeholde kontorer og boliger. Allerede i december aftalte Holstebro Kommune og stiftsøvrigheden, der repræsenterer staten, at man skulle undersøge alternativer til den eksisterende tegning. 

Alligevel ligger en eventuel aftale ikke lige for.

- Bygherren kan første have et alternativt forslag klar omkring 1. februar, så næste møde med stiftet bliver formentlig i slutningen af februar, forklarer Søren Hemdorff til dagbladet.

Holstebro Kirkes tårn er blot 48 meter højt, og et 63 meter højt tårn ved Enghavecentret vil altså rage 15 meter højere op over Holstebros hustage.