Kommunesammenlægning kan skabe dominoeffekt

05:19

Valget kan skabe en dominoeffekt, mener chefredaktør Ole Dall.

1 af 2

Kommunesammenlægning kan skabe dominoeffekt

Når borgerne i Holstebro og Struer skal stemme om en sammenlægning torsdag, så kigger landets øvrige kommuner med.

Det kan skabe en dominoeffekt, hvis det torsdag ender med et ja til sammenlægningen af kommunerne Holstebro og Struer. 

Efter kommunalreformen i 2007 føler nogle af kommunerne i landet et økonomisk pres - og derfor skeler de allerede nu til sammenlægningen i det nordvestlige Jylland.   

- Hvis det ender med et ja i Struer og Holstebro, så vil de tænke i de pågældende kommuner: "Så kan det godt være, det også er en overvejelse, vi skal gøre os i de kommende år" - altså ud fra en økonomisk nødvendighed, mener Ole Dall, som er chefredaktør på Skive Folkeblad.

Kommuner kigger med
Men det er ikke kun et ja, der kan give anledning til større aktivitet i flere af landets byrådssale. Også et nej vil få konsekvenser for strategierne i de mest pressede kommuner.  

- Bliver det et nej ved folkeafstemningen, så er det også en understregning af, at for borgerne betyder nærheden til beslutningstagerne også rigtig meget - måske ligeså meget som økonomi og vækst. Derfor bliver det her valg også fulgt tæt over hele landet, uddyber chefredaktøren.