Kommunerne bruger for lidt penge på ældrepleje

Antallet af ældre over 80 år stiger, men samtidig budgetterer fire ud af fem kommuner med det samme eller færre penge per ældre borger.

Arkivfoto

De ældre bliver ældre og ældre, det viser statistikken. Samtidig bruger kommunerne ifølge en ny kortlægning fra FOA færre penge på netop de ældre. Faktisk bruger fire ud af fem kommuner, de samme eller færre penge per ældre borger.

- Vores bekymring er, at de ældre ikke får den nødvendige pleje og omsorg, som de har krav på.  Vores bekymring er selvfølgelig også, at det går ud over medarbejdernes arbejdsmiljø både fysisk og psykisk, fordi de ikke kan håndtere alle de opgaver, som politikerne lover befolkningen, at de skal kunne udføre, siger Karen Stæhr, der er sektorformand i FOA.

Ifølge en opgørelse af Jyllandsposten ligger Morsø Kommune helt i bunden, når det kommer til antallet af hjemmehjælpstimer per uge til borgere over 80 år. Kommunen bruger kun en tredjedel i forhold til de kommuner, som ligger i toppen. Men ifølge udvalgsformanden er det slet ikke så slemt, som tallene umiddelbart giver udtryk for. 

- Jeg kan kun tolke det som, at de medarbejdere vi har i Morsø Kommune, de må jeg være enormt dygtige i forhold til dem, de har i Holbæk Kommune. Samtidig må vi jo have nogle borgere, der er bedre til at klare sig selv, siger Henning Sørensen (V), der er formad for Socialudvalget i Morsø Kommune.

Skive Kommune: færre ældre har brug for hjælp

FOAs kortlægning af kommunerne viser, at 81 kommuner budgetterer med færre penge per ældre borger i år end sidste år. I Midt- og Vestjylland ligger Skive Kommune i bunden, men udvalgsformanden tillægger ikke opgørelsen meget værdi. 

- Det kan godt være, der er flere borgere på 80+ i Skive Kommune. Men det kan være, der er færre borgere på 80+, der har behov folk hjælp end, der var for ti år siden. siger Preben Andersen (DF), der er formand for Sociale-og Ældreudvalget i Skive Kommune, og uddyber:

- Man kan altid lave undersøgelser, og få dem til at passe, med det man vil. Jeg synes, det er ærgerligt, at FOA altid sætter fokus på de her undersøgelser i forskelligt omfang, og normalvis er det lige 5-6 måneder inden, vi skal lægge et budget i kommunerne.

FOA fastholder at opgørelsen er et udtryk for, at det går den forkerte vej for kommunernes prioritering af ældreplejen. 

- Vi kan se, at der er kommet nogle meget store besparelser, og der er meget lidt personale til at udføre til at udføre de opgaver, der skal udføres. Det er det, vi prøver at påvise ved det her, sådan at vi kan komme i dialog med politikerne, om det er det rigtige sted at spare, siger Karen Stæhr.

Hos Ældresagen er de også bekymrede for udviklingen, hvor kommunerne ifølge foreningen pakker nedskæringer ind i rehabilitering og selvhjælp. 

- Jeg savner en analyse, der fortæller, at man igennem rehabilitering har opnået en bedre hjælp til selvhjælp. Jeg har ikke set nogle tal, der viser det endnu, og jeg vil også gerne se nogle tal på, hvad det er, man sparer ved det, siger Poul Erik Heegaard, der er næstformand for Ældresagen i Midt- og Vestjylland.

Ifølge befolkningsfremskrivninger vil antallet af ældre over 80 år stige fra 250.000 i år til knap 430.000 i 2030.

02:21

Antallet af ældre over 80 år stiger stødt, og samtidig budgetterer 4 ud af 5 kommuner med det samme eller færre penge per ældre borger lyder det i en kortlægning.

Luk video