Kommuner tjener på skov-certifikat

Midt- og vestjyske kommuner er foran andre resten af landet, når det kommer til bæredygtighed i skovdrift. Det er både en fordel for miljøet og økonomien.

131009SonySkov_0.jpg

De midt- og vestjyske kommuner sidder i førersædet, når det kommer til at certificere de kommunalt ejede skove. Fire kommuner, der tæller Herning, Viborg, Skive og Silkeborg har inden for de seneste år fået et certifikat på kommunens skove. Ringkøbing-Skjern Kommune regner med at være certificeret i 2014.

- Der er en klar tendens til, at kommunerne i Region Midtjylland har ladet sig certificere, og det er slet ikke billedet i resten af landet, siger Martin Briand Petersen, der er chef for skovcertificeringen i HedeDanmark, som fungerer som konsulentvirksomhed og bindeled mellem kommuner og virksomhed i skovcertificeringen i kommunerne.

Da teknik- og miljøudvalget i Herning Kommune i 2010 valgte at certificere skovene var det dels på grund af bæredygtighed af hensyn til miljøet, og så var der dels en økonomisk gevinst.

- Det var først og fremmest for at få nogle bedre skove og et bedre miljø, men det viser sig også, at vi har fået en bedre pris på det træ vi sælger. Det har været en win-win-situation for os, og vi kan kun opfordre andre kommuner til at gøre det samme, siger Finn Stengel Petersen (S), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Herning Kommune.

Stor efterspørgsel fra erhvervslivet

I Troldhede ligger virksomheden Troldtekt. De laver akkustikplader, der er lavet af træ, cement og vand. For fire år siden tog de belsutningen om udelukkende at bruge det bæredygtige træ. Siden da har de oplevet en stor fremgang i deres eksport til udlandet.

- Certificeringen af træet har betydet en fordobling af vores eksport inden for de sidste 3-4 år, fordi vi nu kan leve op til de krav, som udlandet har, siger Peer Leth, der er direktør for Troldtekt.

Det blåstemplede træ er så eftertragtet, at direktøren bekymrer sig over, om der i fremtiden fortsat vil være nok bæredygtigt træ til at bevare den høje kadence i produktionen.

- Selve udbuddet af træ er simpelthen for småt. Skovene bliver ikke certificeret i takt med efterspørgslen, der fortsat stiger, så vores problem på den korte bane bliver, at vi ikke kan skaffe alt det træ, vi har brug for, siger Peer Leth.

Flere kommuner på vej?

TV Midtvest har talt med alle kommuner i landsdelen. Alle de kommuner, hvis skove ikke er certificerede, fortæller, at de ikke har fundet det nødvendigt at arbejde for at få et skovdriftscertifikat, fordi deres områder er for små.

Men i fremtiden spår Martin Briand Petersen, at flere kommuner vil være kommet med. Også de kommuner med små skovområder.

- Det er klart, at det fylder mere i de kommuner, hvor skovene er større, og hvor der er mere administrativt fokus på skove, men vi fornemmer, at det er den vej kommunerne vil, siger Martin Briand Petersen, der forsikrer, at det er ukompliceret at certificere de små områder.

Fakta om certificering

* Der findes to former for certificering. Den ene hedder FSC og er en international ikke-statslig organisation, hvis oprindelige formål er bevaring af de sydamerikanske regnskove.

* Den anden hedder PEFC og er de europæiske skovejeres svar på FSC, der kom først til verden.

* Herning og Silkeborg er certificeret efter både FSC og PEFC.

* Viborg og Skive er certificeret efter PEFC.

* Ens for begge certifikater er, at de sætter miljøhensyn, økonomi og socialt ansvar i højsædet.

 

Nedenfor kan du se søndagens indslag om kommunernes skovcertificering:

3:48
Det er en god forretning for både kommuner og virksomheder at have certificerede skove.