Kommuner nøler med Gudenåen

Gudenåen er fortsat oversvømmet af grøde, selvom både Viborg og Silkeborg Kommune sidste sommer lovede at gøre noget ved problemet.

Groede.jpg

De mange kanosejlere på Gudenåen risikerer at få en hård tur. Åen er nemlig på flere strækninger fyldt med massiv grøde. Allerede sidste år råbte brugerne af åen op, og politikerne lovede bod og bedring. Men ifølge en kanoudlejer er problemet i år værre end nogensinde.

- Det gør, at vandet stuver op. Det kan simpelthen ikke komme ud af åsystemet, og det er kendetegnet for hele Gudenåen, fortæller Jeppe Bo Nielsen, der er indehaver af Outdoor Bjerringbro.

Grøden bliver kun skåret ned én gang om året. For kanoturisterne betyder det, at den bro, de skal sætte kanoen i åen fra, er oversvømmet.

Intet er sket

Sidste sommer lovede Viborg og Silkeborg Kommune at beskære grøden kraftigere, men det er altså ikke sket. Et gammelt regulativ gør nemlig, at grøden kun må beskæres én gang om året.

Hvorfor er der ikke sket noget?

- Jeg må altså bare sande, at politiske processer godt kan være lidt lange. Vi er fire kommuner, der skal arbejde sammen om det her, og det er både politikere og embedsfolk. Det tager noget tid, siger Jarl Gorridsen, formand for Plan-, Miljø-, og Klimaudvalget i Viborg Kommune (V).

Bygger ny bro

Den oversvømmede bro bliver nu erstattet af en anden. Gudenåcentralen vil investere i en ny hæve-sænkebro til 200.000 kroner.

- Vi er da også stolte af, som der ser ud hernede. Det vil vi gerne have til at afspejle sig over hele området. Tingene skal være pæne og i orden, så folk ikke vælter og kommer til skade, siger Rasmus Lambert, direktør for Gudenåcentralen.

Politikerne forventer at have et nyt regulativ klar i 2017.

 

2:07
De mange kanosejlere på Gudenåen risikerer at få en hård tur, åen er nemlig på flere strækninger fyldt med massiv grøde.

For præcis et år siden lovede Viborg og Silkeborg Kommune at beskære grøden i Gudenåen. Se indslaget her:

2:02
En kanoudlejer fra Bjerringbro frygter at grøden i Gudenåen vil give gener for kanoturisterne.