Kommuner klar med forslag til ny nationalpark Skjern Å

Stregerne til Danmarks 6. nationalpark er nu sat, og Nationalpark Skjern Å rykker tættere på at blive realiseret.

Skjern Å området rummer anderledes naturtyper end de andre nationalparker; å-systemet afvander 11-12 procent af hele Jylland, og er et unikt stykke natur.
Skjern Å området rummer anderledes naturtyper end de andre nationalparker; å-systemet afvander 11-12 procent af hele Jylland, og er et unikt stykke natur.

Ringkøbing-Skjern og Herning Kommune er nu klar med et bud på, hvordan en kommende nationalpark ved Skjern Å kan se ud.

Den arbejdsgruppe, som de to kommuner har nedsat, er blevet enige om et forslag, der skal præsenteres på et borgermøde i Skjern i næste uge.

Tirsdag blev det foreløbige projekt for Nationalpark Skjern Å nemlig indtegnet på landkortet. Det skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

- Det bliver pludselig meget håndgribeligt og tydeligt, hvad det er, vi har holdt alle de møder om, lød den umiddelbare kommentar fra Kristian Andersen, 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af Nationalpark Skjern Å-Udvalget.

Trekvart års arbejde går forud, og på mandag tages planerne om Danmarks næste nationalpark et skridt videre, når miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kommer på besøg ved Pumpestation Nord.

- Det er miljø- og fødevareministeren, der skal fremsætte forslag i Folketinget om endnu en nationalpark i Danmark. Derfor er vi rigtig glade for, at Jakob Ellemann-Jensen har takket ja til vores invitation om at komme og få en introduktion til naturen omkring Skjern Å og en præsentation af de foreløbige planer om nationalparken, siger formand for Nationalpark Skjern Å-Udvalget og borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Borgermøde om nationalpark

Midt i næste uge bliver borgerne i Ringkøbing-Skjern og Herning Kommune også inddraget, når der er åbent borgermøde om nationalparken. Her vil visionen for nationalparken blive fremlagt, og den videre proces i arbejdet mod en nationalpark vil blive debatteret.

- Vi har indtegnet nationalparken på landkortet ud fra de principper om at inddrage f.eks. fredede arealer, Natura2000-områder og lavbundsjorde, som vi har vedtaget i udvalget. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at vi i udvalget er enige om, at nationalparken skabes ved frivillighed og dialog. Derfor vil projektområdeudkastet blive et afsæt til den dialog vi skal have med de enkelte lodsejere og andre interessenter, forklarer Hans Østergaard.

I 2012 var en nationalpark tæt på at blive en realitet, men måtte droppes i sidste øjeblik på grund af modstand fra enkelte landmænd.

Tegningerne bliver præsenteret på borgermødet den 6. marts.

2:39
Indslag fra 13. juni 2018: Ringkøbing-Skjern og Herning gør endnu et forsøg på at få en nationalpark ved Skjern Å.