Kommuner har haft kriseplanen ude af skuffen

I denne uge har der været brug for en kriseplan to steder på samme dag. Både ved bombetruslen i Holstebro og ved familietragedien i Ulstrup.

Kriseplan
Foto: Jacob Krogsgaard Nielsen, TV MIDTVEST

Der er meget sjældent brug for den. Alligevel er den god at have. 
Alle kommuner har en beredskabsplan til at håndtere krisesituationer. I denne uge blev der helt usædvanligt brug for den to steder på samme dag. Nemlig ved bombetruslen mod en skole i Holstebro og ved familietragedien i Ulstrup.

Favrskov Kommune måtte have kriseplanen frem, da fire børn og deres forældre blev fundet døde i en villa i Ulstrup.

-  Det er jo heldigvis kun med års mellemrum at nogle af de her begivenhedder indtræffer og det vi har set her er jo ekstraordinært alvorligt, siger Rasmus Møller, som er direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune.

At skolens flag gik på halv og at der blev holdt en mindehøjtidelighed var ikke tilfældigt. Kriseplanen beskiver nemlig i detaljer, hvordan de ansatte skal håndtere situationen.

- Det er klart at medarbejderne er følelsesmæssigt påvirkede af sådan en hændelse som den her. De er en del af det lokalmiljø som der er i Ulstrup. Så der er sådan en plan her vigtig for at kunne bevare overblikket, siger Rasmus Møller, som er direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune.

På samme måde brugte Rolf Krakeskolen i Holstebro sin kriseplan, da den samme dag blev ramt af en bombetrussel. Alle blev evakueret som ved en brandøvelse.

- På det tidspunkt hvor vi drøfter hvordan tømmer vi skolen og hvordan evakuerer vi skolen, så kunne jeg jo sige, at det gør vi ligesom når vi har brandøvelse med den evakueringsplan, forklarer Ole Priess, der er skoleleder på Rolf Krake Skolen i Holstebro.

Planen hjalp med til at skolelederen kunne holde hovedet koldt i en kritisk situation.

- Den gjorde jo at det kunne jeg slappe af omkring, for det havde jeg jo mere ro i maven omkring, fordi det vidste jeg ville foregå stille og roligt og alle vidste, hvad der skulle ske, siger Ole Priess.

I Ulstrup sikrede kriseplanen, at skolen fik informeret elever og forældre. I en situation, hvor personalet selv er berørt.

- Man har et kendskab til de elever det handler om og den familie det handler om i det her tilfælde. Så man er under et stort pres på flere måder, derfor er det vigtigt at have en plan og gå frem efter i situationen, siger Rasmus Møller, som er direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune.

Politiet efterforsker stadig sagen fra Ulstrup, hvor en familiefar angiveligt dræbte hustruen og de fire børn, inden han tog sit eget liv.