Kommuner går sammen om at få udsatte i arbejde

En kreds af kommuner, fonde og lokale virksomheder står bag en ny unik social forretningsmodel, der skal skaffe flere udsatte i job.

Som det første projekt af sin art herhjemme går en kreds af kommuner, store fonde og lokale virksomheder nu sammen for at hjælpe udsatte danskere i gang igen. De er frontløbere i udviklingen af en ny dansk model for sociale investeringer. Indtil nu har enkelte kommuner på egen hånd brugt investeringsmodeller på det sociale område, men nu skal det ske i et samarbejde mellem kommuner og private aktører. Det skriver Mandag Morgen.

Den sociale forretningsmodel hedder ’Payment by Results’ og kan bane vejen for en helt ny form for beskæftigelses- og erhvervspolitik. Modellen vinder frem flere steder i verden som Storbritannien, USA og Finland, og nu hopper Danmark med på vognen. Bliver det en succes, er det tanken, at modellen skal rulles ud over hele landet.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ser store muligheder i den nye sociale forretningsmodel.

- Der er brug for at tænke nyt og anderledes for at skabe vækst og beskæftigelse. Vi får nu afprøvet nye betalingsformer, hvor vi kun betaler for de resultater, der bliver opnået, og vi får en bedre udnyttelse af ressourcerne, siger Brian Mikkelsen.

Kommuner invester i vækst

Det unikke ved den nye forretningsmodel er, at kommunerne investerer i vækst og kompetencer i lokale virksomheder. Det inkluderer bl.a. et seksmåneders accelerationsforløb med rådgivning fra professionelle forretningsudviklere.

Virksomhederne skal ikke selv betale for at være med ud over den arbejdstid, de kaster ind i projektet. Til gengæld skal kommunerne betale ved kasse 1, ligesom en række store fonde som TrygFonden, Bikubenfonden og Tuborgfondet skyder penge i projektet.

Kommer folk ikke i arbejde, skal kommunerne betale mindre. Går det som planlagt i forretningsmodellen, vil en kommune have ’tjent’ sin investering hjem allerede efter knap halvandet år i form af sparede udgifter til kontanthjælp og andre overførselsindkomster samt øgede skatteindtægter. Herefter vil det være en økonomisk gevinst for kommunen.

Det nye sociale projekt skal dybest set få flere udsatte ind i arbejdsfællesskabet og samtidig gøde jorden for nye betalings- og finansieringsformer af velfærdsydelser i Danmark. Det skal ske ved at skabe vækst hos små og mellemstore virksomheder med en omsætning på 10 til 250 millioner kr. årligt.

Bag projektet står Den Sociale Kapitalfond. Fonden støtter og investerer i virksomheder i Danmark. Programdirektør Birgitte Frost Mathiesen forudser et stort socialt og økonomisk potentiale ved det nye projekt.

- Drømmen er, at vi får vist en effektiv vej til, at langt flere danske virksomheder kombinerer forretningsmæssig og social succes. Mit håb er også, at alle 98 kommuner finder det interessant, og at private investorer på sigt kan være med til at finansiere det, siger Birgitte Frost Mathiesen.

Ikast-Brande og Herning blandt de første

En klynge af tre jyske kommuner - Kolding, Ikast-Brande og Herning - bliver de første til at prøve kræfter med den nye model. Og om få måneder kommer turen til den næste klynge i form af de tre sjællandske kommuner Frederiksberg, Gladsaxe og Rudersdal.

En væsentlig barriere for at folde modellen ud i fuld skala er dog kommunalfuldmagten. Den lægger en begrænsning på, hvor meget kommunerne kan investere i projektet. Derfor bliver der arbejdet på at finde alternative løsninger.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen er åben over for at fjerne eventuelle barrierer.

- Hvis det viser sig, at kommunalfuldmagten er et problem, må vi tage en snak med kommunerne om det. Firkantede regler må ikke stå i vejen, siger Brian Mikkelsen.

Projektet bliver præsenteret på et pressemøde mandag i Kolding.