Kommune vil ikke genåbne asylcenter

Flygtninge er i den seneste tid strømmet ind over den danske grænse. Men i Ramsing udenfor Skive står det tidligere asylcentret tomt.

19Asylcenter.jpg

- Vi var meget glade for at have asylcenter her i byen, lyder det fra Per Klinkby fra Borgerforeningen i Ramsing.

Men det tidligere asylcenter på Poppel Allé i Ramsing har nu i over halvandet år stået tomme.

- Vi skal bruge de her bygninger til noget fornuftigt. Og nu hvor vi står med det her pres på fra omverdenen, så kan vi lige så godt tage dem herud, siger Per Klinkby fra Borgerforeningen

Tidligere var de hjem for over 100 asylansøgere. Men i marts sidste år blev asylcentret lukket, fordi der dengang kom færre asylansøgere til landet.

Nu er situationen lige omvendt. Flygtninge strømmer ind over grænsen, og regeringen forventer, at antallet af asylansøgere i år vil være dobbelt så højt som i 2013. Men der kommer ikke gang i asylcentret i Ramsing igen. Faktisk er der planer om at rive det ned.

- De kan ikke leje boligerne ud, for der er stort lejetab på afdelingen. Derfor vil de gerne i en helhedsplan at boligerne bliver revet ned, siger Skive kommunes borgmester, Peder Christian Kirkegaard.

Da der var asylcenter i Ramsing, var det et samarbejde mellem Skive og Jammerbugt kommuner.Men Skive Kommune vil ikke selv tage imod flere flygtninge - med mindre der er en anden kommune, der vil stå for driften

- Der er andre, der er rigtig gode på det her område. Hvis de skal ret henvendelse til os, vil vi naturligvis se på det. Men vi ønsker ikke selv at være dem der står for at drive et asylcenter, siger Skive kommunes borgmester, Peder Christian Kirkegaard.

Borgerne i Ramsing forstår ikke, hvorfor kommunen ikke byder sig til, og får gang i de tomme lokaler.

- De vil jo komme ud til en rolig tilværelse, hvor vi gerne vil dem – og gerne have, de skal være en del af vores samfund, siger Maibritt Madsen fra Ramsing

 

Sidste år søgte næsten 15.000 asyl i Danmark.