Kommune vil gøre noget ved selvmord

En overrepræsentation af selvmord i Ringkøbing-Skjern Kommune får nu politikerne til at overveje indsatsen på området. Det sker efter, at seks unge mennesker inden for de seneste to år har taget deres eget liv.

ringskjern.jpg

Det er tid til refleksion i Ringkøbing-Skjern Kommune, der de seneste to år har oplevet, at seks unge mennesker i kommunen har taget deres eget liv. Over de seneste to år er ti procent af alle selvmord blandt 10-24 årige sket i kommunen. Og det er problematisk, når det kun er én procent af aldersgruppen, der bor her.

- Det er alt, alt for højt og selvfølgelig stærkt bekymrende. Det er selvfølgelig klart, at vi gør os nogle overvejelser om, hvorfor vi er så overrepræsenteret i den statistik, og det er selvfølgelig nogle af de ting, vi kigger på, om vi kan blive endnu bedre til i vores beredskab, siger Lennart Qvist (V), formand for Børne- og familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lige nu har kommunen flere rådgivningstilbud for at forebygge selvmord.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man brugte det her til at kigge indad i børne-, familie-, skole- og dagtilbud for at finde ud af, hvad kan vi gøre videre frem, siger Hanne Simonsen (KD), medlem af Børne- og familieudvalget.

Politikerne vil nu have undersøgt årsagen til, at kommunen er særligt hårdt ramt af selvmord.

1:50
De seneste par års selvmord får nu politikere i Ringkøbing-Skjern Kommune til at revurdere indsatsen på området.