Kommune: Stadig penge til nedrivning

Der er stadig penge i nedrivningspuljen i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu opfordrer kommunen borgerne til at søge dem.

Det var denne gamle rønne på Tarpbjerg i Borris, som familien Olesen købte og herefter fik dækket nedrivningsomkostningerne til af kommunen.
Det var denne gamle rønne på Tarpbjerg i Borris, som familien Olesen købte og herefter fik dækket nedrivningsomkostningerne til af kommunen.
Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Et faldefærdigt hus i Borris havde stået tomt i nogle år og var efterhånden blevet noget forfaldent. Så valgte naboerne et byde på huset, da det røg på tvangsauktion. Ægteparret Olesen frygtede, at huset ville blive solgt til en ejendomsspekulant.

- Huset lå meget tæt op ad vores hus, og rent ud sagt, så var vi bange for, hvem vi kunne risikere at få ind som naboer, fortæller Johannes Olesen.

Med eksempler som dette prøver Ringkøbing-Skjern Kommune nu at informere borgerne om, at der fortsat er penge i Nedrivningspuljen under Landsbyfornyelsespuljen til at rive gamle rønner ned, hvis borgerne ejer grunden, hvorpå det står. 

Parret i Borris brugte 50.000 kroner på en tvangsauktion til at udvide deres grund med 400 nye kvadratmeter. Herefter gjorde nedrivningspuljen det gratis for familien Olesen at få jævnet huset med jorden og få proppet kloak og vandforsyning af ved vejen. Nu er der anlagt have i stedet for et faldefærdigt hus udenfor deres hoveddør.

- Vores eget hus er blevet mere værd. Nabohuset var så ringe, at det ikke engang var menneskeværdigt at bo i, siger Johannes Olesen.

Væk med de faldefærdige huse

Huset i Borris er bare ét af de mange eksempler som Ringkøbing-Skjern Kommune gerne vil hjælpe med at fjerne fra bybilledet i landsbyer over hele kommunen. Derfor opfordrer kommunen nu borgere til at kontakte dem med henblik på at søge Landsbyfornyelsespuljen om betaling af omkostningerne til nedrivning.