Vil have de unge tilbage: Kommune sponsorerer lille fodboldklub

​De bor i Aarhus, men deres fodboldklubs navn fører tankerne til Vestjylland. Det er der en god grund til.

4:02
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

De ligner et hvert andet serie 4 fodboldhold, men der er noget særligt ved den lille århusianske fodboldklub.

De spiller nemlig under navnet Skjern-Tarm 8000, og de er alle sammen fra netop disse byer.

- Vi er en flok drenge hjemme fra området, som har spillet sammen og imod hinanden på kryds og tværs, og vi er alle sammen endt i Aarhus, siger Søren Madsen fra klubben.

Vestjyderne stiftede fodboldholdet, der hører under Vejlby Skovbakken, for et år siden. Og der gik ikke lang tid før Ringkøbing-Skjern Kommune hørte om, at der i Aarhus løb et helt hold unge fyre rundt fra kommunen.

- Det synes vi var sjovt, at vi havde nogle synlige unge mennesker, der var gode ambassadører i Aarhus, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen.

Blev sponsor

At de unge mænd netop kunne være unge ambassadører var så stort et plus for kommunen, at de valgte at blive trøjesponser for dem. Derfor løber spillerne nu rundt og reklamerer for Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg synes, at det er et super fedt initiativ, og det er mange lidt halvpudsige udtalelser omkring det. Folk synes, det er sjovt, at der pludselig er en kommune, der bakker op om et ret lavt rangerende hold, siger spilleren Anders Bersang.

Inden kampstart i den gule trøje, der er sponsoreret af Ringkøbing-Skjern.
Inden kampstart i den gule trøje, der er sponsoreret af Ringkøbing-Skjern.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Vil have dem hjem igen

Det er langt fra tilfældigt, at kommunen vælger at sponsorere de unge drenge. De håber, at det kan være med til at skabe en større tilknytning til kommunen – og måske endda få dem til at flytte tilbage igen.

- Vi vil gerne opretholde kontakten til de unge mennesker, der fraflytter kommunen. Og det er selvfølgelig med baggrund i, at når vi holder kontakten, så håber vi, at de flytter tilbage, når de har færdiggjort deres uddannelse, siger Iver Enevoldsen.

Kommunen kan måske have fat i noget. Det fortæller brandingekspert Nikolaj Stagis.

- Vi har lavet en undersøgelse, der viser, at hvis man taler med 20-26-årige som er vokset op i en given kommune, så er de tilbøjelige til at flytte tilbage. Der er i hvert fald mange, der vil overveje det, fortæller han.

Udover trøjesponsoratet, så har kommunen også forsøgt at lokke eksilvestjyder tilbage med blandt andet vestjysk tapas og gratis håndboldbilletter.

- Vi kan konstatere, at der er fire eksilvestjyder, der er flyttet tilbage. Der kan være mange andre grunde til det, end lige de aktiviteter, vi har gang i, men vi skal også måle det her over en længere periode, før vi kender effekten, siger Iver Enevoldsen.

Overvejer at flytte tilbage

Spørger man de unge fodboldspillere, så er der delte meninger om, hvorvidt de har lyst til at flytte tilbage.

- Puha, hvis størstedelen af min omgangskreds flyttede tilbage, så kunne jeg måske nok finde på at flytte tættere på i hvert fald, siger Anders Bersang.

Spillerne er mellem 24 og 31 år, og to af dem har allerede besluttet sig for at flytte hjem.

- Jeg regner med, at jeg skal bo i Skjern i hvert fald i det næste års tid på grund af noget arbejde, siger Ulrik Kolind.

De spiller ikke kun fodbold. De hygger også gerne med en øl.
De spiller ikke kun fodbold. De hygger også gerne med en øl.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST