Kommune ruster sig til massefyring

På jobcentret i Skjern er de ved at ruste sig. For i går offentliggjorde Vestas, at 350 medarbejdere på vingefabrikken i Lem får en fyreseddel inden årsskiftet.

Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

I Ringkøbing-Skjern Kommune forbereder de sig på en ekstra lang kø på jobcenteret efter gårsdagens udmelding om, at 350 medarbejdere på Vestas-fabrikken i Lem mister deres job. Men sådan en udfordring har kommunen stået over for før - og de er optimister. 

- Vi får ekstra travlt og det er selvfølgelig en alvorlig situation, men den kan løses. Og når det nu endelig skulle ske, så er det på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet er i stand til at tilbyde nye job til de folk, det går ud over, siger  Kim Ulv Hellemand, der er beskæftigelseschef i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Læs også Borgmester ærgrer sig over pludselig fyringsrunde

I Ringkøbing-Skjern Kommune er ledigheden helt nede på 2,2 procent. Det er væsentligt lavere en landsgennemsnittet, og det mærker de også her på Maskinfabrikken JST - kun tre kilometer fra Vestas vingefabrik i Lem.

- Vi mangler i øjeblikket fem fuldsvejsere, vi mangler nogle til at hjælpe os med at pakke, og så mangler vi nogen til at male, konstaterer Kenneth Bjerg Jensen, der er fabrikschef ved maskinfabrikken JST.

Her producerer de skovle til blandt andet gravemaskiner, og selvom det ikke minder om vindteknologi, så håber de på at kunne rekruttere hos naboen.

- Jeg tror faktisk, at mange af dem kan gå direkte ind hos os - med den tillæring vi så kan give dem, siger Kenneth Bjerg Jensen.

På jobcentret regner de da også med, at de kan få alle de fyrede Vestas-medarbejdere ud på arbejdsmarkedet igen.

- Det er jo en arbejdskraft, der er vant til at være i arbejde, og det skal de selvfølgelig fortsat være, så jeg ser det ikke som en uoverkommelig opgave, fatslår Kim Ulv Hellemand. 

01:53 Luk video