Kommune: Riv en rønne ned og få byggetilladelse på ny grund

Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne ændre planloven, så de kan indgå byttehandler med borgere, der gerne vil bygge nyt på landet.

Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne kunne indgå aftaler med borgere om, at de kan få en byggetilladelse til byggeri på landet, mod at de river en gammel rønne ned.
Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne kunne indgå aftaler med borgere om, at de kan få en byggetilladelse til byggeri på landet, mod at de river en gammel rønne ned.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

I Ringkøbing-Skjern Kommune er de trætte af, at borgere som ønsker at bygge et nyt hus på landet, hvor der ikke ligger et hus i forvejen, får afslag, fordi planloven ikke tillader byggeriet.

Som reglerne er nu bliver der aldrig givet tilladelse til at bygge en ny villa på en helt ny grund på landet. 

- Man skal bygge i tilknytning til bestående bygninger. Hvis de eksempelvis skal have et nyt stuehus på en landbrugsejendom, så skal det være i tilknytning til det bestående, siger Gunnar Frandsen, der er afdelingsleder i Land-, By- og Kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Kommunen vil have Folketinget til at ændre planloven, så det bliver muligt for borgere kan købe en gammel rønne, rive den ned og herefter flytte ejendomstilladelsen fra grunden til en helt ny grund et andet sted på landet. På den måde hjælper bygherren kommunen med at få fjernet nogle af de gamle rønner, der ligger rundt omkring. Idéen er netop blevet præsenteret til et møde på Christiansborg. 

- Hvis man giver mulighed for at flytte på byggeretten, så kan vi både få mulighed for at få ryddet op i det åbne land, samtidig med at vi kan gøre det attraktivt at bo i det åbne land på nogle bedre steder, siger Ole Kamp (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Naturfredningsforening siger nej

Men forslaget er ikke sød musik i alles ører. Danmarks Naturfredningsforening går ikke ind for forslaget. Der kan være eksempler på steder, hvor det ikke skader naturen eller landskabet, men de frygter følger, hvis loven ligefrem ændres. 

- Hvis man først åbner op for, at man kan købe et hus, rive det ned og så flytte det til et helt andet sted ude på bar mark, så åbner vi for en sluse, hvor vi ikke er i stand til at styre, hvem der skal have lov, og hvem der ikke skal have lov, siger lokalformanden i Danmarks Naturfredningsforening, Per Rasmussen. 

Ifølge foreningen er der allerede rigeligt med muligheder hvis man gerne vil bo på landet. 

- Hvis folk gerne vil bo ude og kunne se ud over landskabet, så er der rig mulighed for at finde ejendomme, siger Per Rasmussen.

Efter en præsentation for erhvervsministeriet i forrige uge er der fornyet tro hos kommunen på, at forslaget er realistisk, og de håber, at det hurtigt kan betyde en ændring i reglerne.

- Det håber jeg, at det kan allerede til næste sommer, lyder det fra Ole Kamp (V). 

Erhvervsministeriet nedsatte i sommer et nyt Udvalg for Levedygtige Landsbyer, som skal tage stilling til forslaget i løbet af foråret.