Kommune holder Al Gores honorar hemmeligt

Selvom Statsforvaltningen har kaldt det ulovligt, vil Ringkøbing-Skjern Kommune stadig ikke oplyse, hvor meget den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore fik i honorar, da han besøgte Skjern i oktober sidste år

150912algore.jpg

Ringkøbing-Skjern Kommune og borgmester Iver Enevoldsen vil ikke ud med, hvad det kostede at få den tidligere amerikanske vicepræsent Al Gore til at holde tale ved et energiarrangement i Skjern i oktober sidste år.

Arrangementet gav et underskud på 1,4 millioner kroner, som der kun er de vestjyske skatteydere til at betale.

Kommunen har nu to gange nægtet Dagbladet Ringkøbing-Skjern at få aktindsigt i honoraret, og det selvom Statsforvaltningen i slutningen af august underkendte det første afslag.

Det skriver Jyllands-Posten.

Hemmelighedsaftale med firma

Ringkøbing-Skjern Kommune vil ikke oplyse honorarets størrelse, fordi den, da den lavede aftalen med Al Gore gennem firmaet "Leadership In Time", skrev under på, at prisen på den tidligere vicepræsident skulle holdes hemmelig.

Den begrundelse mente Statsforvaltningen dog ikke var nok til at nægte Dagbladet aktindsigt, men borgmester Iver Enevoldsen fastholder sit nej:

- Vi har lavet en ny vurdering, hvor vi har uddybet vores begrundelse, og den har vi også sendt til Statsforvaltningen. Men vi fastholder vores afslag. Vi har indgået en aftale med en virksomhed, som vi ikke bare kan løbe fra, og derfor mener vi, at vi har en god begrundelse for at afvise aktindsigten, siger han til Jyllands-Posten.

Ekspert: Statsforvaltningen vil igen underkende kommunen

Mediejurist Oluf Jørgensen mener, at kommunens argumenter er "tynde", og han forudser, at Statsforvaltningen også i anden omgang vil underkende Ringkøbing-Skjern Kommune:

- Det er ikke første gang, at vi ser det her, men loven gælder, uanset at kommunen har indgået en aftale om hemmeligholdelse. En myndighed kan ikke bare lave en aftale med en privat virksomhed om, at vi ikke følger loven, når det gælder aktindsigt, siger han til Jyllands-Posten.