Kommune hjælper desperat syrisk mand

Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Kommune hjælper desperat syrisk mand

Viborg Kommune er gået ind i sagen om en syrisk mand, der kæmper for at få dansk asyl til sin 62-årige mor, som har været på flugt i flere måneder.

En desperat syrisk mand får nu opbakning fra Viborg Kommune, efter den lokale avis gik ind i sagen.

Efter flere år på flugt nåede Hussein Abdelrahmans mor for nyligt til Viborg, hvor han har boet i seks år og driver sin egen forretning.

Men da familien søgte hjælp på politistationen, blev moderen anholdt og varetægtsfængslet, indtil hun om få uger bliver udvist.

- Jeg ved ikke, hvad de skal med hende i fængsel – mit hjerte brænder nu, siger kvindens søn Hussein Abdelrahman. Han er ikke tilfreds med, at hans mor er blevet varetægtsfængslet.

Moderen er 62 år gammel og kan ikke få asyl i Danmark, fordi hun under sin flugt fra Syrien er blevet registreret i Bulgarien og derfor skal søge asyl dér. Men hendes eneste familie tilbage er i Danmark.

- Jeg kan ikke arbejde uden min mor. Jeg lukker min forretning - jeg vil ikke leve uden hende, siger sønnen.

Han kontaktede Viborg Stifts Folkeblad, som i går fortalte historien. Derefter gik kommunen ind i sagen. Det var mandens tilstand, der fik kommunen til at reagere.

- Manden er fuldstændigt desperat og truer med at brænde sig selv. Vi er nødt til at hjælpe manden i den udstrækning, vi kan, siger Viborgs borgmester Torsten Nielsen (K). 

Reelt har kommunen dog ikke den store magt. Sagen ligger nu i Udlændingestyrelsen. Moderen er varetægtsfængslet i fire uger, inden hun bliver sendt til Bulgarien.