Kommune fejrer indbyggertal med kage

Holstebro Kommune har netop rundet 58.000 borgere tidligere end forventet, og derfor inviterer kommunen nu til kagebord.

Holstebro Kommune Skilt.jpg

Det kom en smule bag på kommunaldirektør Lars Møller, da han så befolkningstallet for september måned. I seks år havde tallet altid været 57 tusinde og noget. Nu skal han vænne sig til at sige lidt over 58.000.

Helt præcis 58.006 indbyggere havde folkeregisteradresse i Holstebro Kommune den 30. september 2016. Prognoserne havde ellers forudset, at det tidligst ville ske i første halvdel af 2017.

At befolkningstallet indhentede prognoserne hurtigere end forventet, har kommunaldirektøren ikke en entydig forklaring på. Det er nok nærmere summen af flere faktorer.

- Sommerens fødselsboom, fyldte studiepladser hos uddannelserne, et boligmarked i fremgang med stort salg af byggegrunde, flygtninge med opholdstilladelse eller ældre, der forbliver sunde og lever længere end forventet - kunne være et par bud, lyder det fra Lars Møller.

Han hæfter sig dog først og fremmest ved, at befolkningsfremgangen er jævnt fordelt over hele kommunen og over flere aldersgrupper.

En bid af kagen til alle

- Der er normalt store udsving i løbet af sensommeren, hvor mange unge flytter til og fra kommunen for at studere, men når vi er henne i oktober, plejer tallet at ligge stabilt. Derfor kan vi roligt fejre det nye runde tal med kage i Rådhushallen, siger Lars Møller.

Holstebro Kommune markerer det ’runde hjørne’ i Rådhushallen torsdag den 6. oktober kl. 14.00 – 16.00. Her kan alle interesserede borgere komme forbi og få et stykke kage og ønske hinanden tillykke med befolkningsfremgangen.