Kommunalt værksted lukker: - Det er mit andet hjem

Det er dårlig økonomi, der er skyld i, at Skjern Industri-Service nu skal lukke. Det er ærgerligt, mener medarbejderne.

Brian Thomsen passer sit arbejde på et kommunalt værksted i Skjern. Han skal dog til at indstille sig på, at fabrikken snart lukker, og at han derfor skal overflyttes.
Brian Thomsen passer sit arbejde på et kommunalt værksted i Skjern. Han skal dog til at indstille sig på, at fabrikken snart lukker, og at han derfor skal overflyttes.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Et kommunalt værksted i Skjern med 40 år på bagen står nu overfor at skulle lukke. Det betyder, at 22 førtidspensionister mister et af de vigtigste holdepunkter i deres dagligdag, når deres nuværende arbejdsplads forsvinder.

- Jeg har noget at stå op til hver morgen. Jeg har fået en dagligdag og en rytme, der kører. Det bliver svært at undvære, fortæller Brian Thomsen, der er førtidspensionist og ansat hos Skjern Industri-Service.

Det beskyttede værksted Skjern Industri-Service producerer hvert år 5000 køjesenge og beskæftiger 3 fuldtidsansatte samt 22 førtidspensionister, som alle døjer med enten fysiske eller psykiske handicaps.

Økonomien hænger dog ikke sammen hos virksomheden, og det har fået Ringkøbing-Skjern Kommune til at melde ud, at stedet nu skal lukkes. Alle ansatte bliver tilbudt job andre steder, men alligevel blev nyheden om lukningen modtaget med bekymrende miner.

- Vi er blevet anbragt hernede, fordi vi har nogle problemer, og det var da også lidt svær tilvænning til at starte med, men nu kan jeg ikke undvære det. De andre drenge er hernede, og der er bare et godt sammenhold, så det bliver svært at undvære. Jeg er totalt afslappet, når jeg står og arbejder her. Det er mit andet hjem, så det bliver da lidt af et savn, fortæller Brian Thomsen.

Kommunen vil i stedet gerne sende folk som Brian Thomsen til den spanske virksomhed Soltra, der i næste måned åbner en afdeling i Ringkøbing og gerne vil ansætte ledige og folk med nedsat arbejdsevne.

- Danmark er et dyrt sted at producere. Kravet i dag for at kunne sælge til de rigtige priser er, at man skal være utrolig effektiv, og det kræver også en stor investering i maskiner. Det er ikke, fordi alting skal handle om økonomi, men når vi kan ansætte folk andre steder, så er det mere holdbart, end at vi år efter år skal have et millionunderskud i en fabrik, fortæller Lennart Qvist, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Skjern Industri-Service udfaser produktionen allerede fra marts måned og lukker endeligt ved udgangen af juni måned.

2:20
 
2:46