Kommunalt topmøde på spejderlejr

Borgmestre og kommunalpolitikere fra 50 kommuner besøger i mandag Spejdernes Lejr 2012, hvor de skal deltage i en konference om frivilligt engagement.

160712spejder5.jpg

Den store spejderlejr i Holstebro er resultatet af uendeligt mange timers frivilligt arbejdet. Derfor er lejren et oplagt sted for borgmestre og kommunalpolitikere fra 50 kommuner af mødes, for at diskutere netop frivilligt engagement. Det sker mandag.

- Spejderarbejdet gør en afgørende forskel i lokalsamfundet, og som borgmester ved jeg, hvor meget et godt foreningsliv betyder for sammenhængskraften, og hvor værdifuldt det frivillige spejderarbejde er. Derfor glæder jeg mig til at vise mine kollegaer denne unikke spejderlejr, siger borgmester i Holstebro H.C. Østerby.

Borgmesteren fremhæver særligt spejderbevægelsens demokratiske forankring:

- Når så mange spejdere med vidt forskellig baggrund mødes, er det jo ikke kun for at hygge sig. De samles om en ide og udlever demokratiet i praksis. Demokrati er, når mennesker mødes, forener sig og tager ansvar for fællesskabet, og på den måde påvirker samfundets udvikling. Derfor er spejderbevægelsen og Spejdernes Lejr et godt eksempel på den måde, vi gerne vil udvikle det lokale demokrati, også her i Holstebro.

Spejderne vil i dialog

For spejderne er det kommunale topmøde en kærkommen mulighed for at diskutere spejderarbejdet med politikerne.

- Det er naturligvis vigtigt for spejderne at sikre gode vilkår for det lokale spejderarbejde. Derfor er vi rigtig glade for, at så overvældende mange har taget imod vores invitation midt i sommerferien og er parat til at møde spejderne, siger lejrchef Miriam Madsen.