Kommission skal undersøge Støjberg i sagen om barnebrude

Et rødt flertal vil have undersøgt den tidligere udlændinge og integrationsminister i en kommission.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er valgt i Skive-kredsen.
Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er valgt i Skive-kredsen.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen og dens støttepartier nedsætter en kommission, som skal undersøge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) rolle i sagen om adskillelse af unge asylpar.

- Vi er blevet enige om at nedsætte en kommission, som skal undersøge forløbet, og hvor der er givet en ulovlig instruks, men hvor det har været mere end almindeligt svært at få klarlagt hele forløbet, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

Sagen om de unge asylpar - også kendt som barnebrudssagen - omhandler en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år.

Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016, og Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den.

Folketingets Ombudsmand har betegnet den instruks som ulovlig.

Inger Støjberg, som i øjeblikket er eneste kandidat til posten som Venstres næstformand, har dog gennem flere samråd fastholdt, at hun ikke har forsøgt at iværksætte en ulovlig praksis.

- Det er selvfølgelig meget principielt for os, at en minister handler lovligt og inden for rammerne og fortæller Folketinget sandheden, siger Karina Lorentzen.

Inden kommissionen kan begynde sit arbejde, skal der laves et kommissorium, som er en skriftlig formulering af kommissionens præcise opgave.

Samtidig skal justitsministeren udpege den eller de personer, som skal være medlemmer af undersøgelseskommissionen, inden arbejdet kan gå i gang.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Inger Støjberg.
    
/ritzau/
  

1:31
Se video: Forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skal undersøges for sin ageren i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.