Kommentator: Pape var bedst

Under forhandlingerne om den nye trekløverregering har alle tre partier gjort det godt ifølge en kommentator - men Pape var bedste kortspiller

Søren Pape
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

De eneste tabere efter udvidelsen af regeringen er de ministre, der har måttet forlade deres post eller skifte til en mindre profileret.
    
Det vurderer Troels Mylenberg, som er politisk kommentator og chefredaktør på Jysk Fynske Medier.
    
Venstre beholder magten på blå hænder, Konservative har fået markante ministerposter, og Liberal Alliance får mulighed for at vise, at partiet favner bredere end blot topskattelettelser, lyder det.
    
- Den store vinder politisk er De Konservative. Søren Pape Poulsen har spillet sine kort med maksimal fornuft.
    
- For ham var det vigtigt at få sat sit politiske aftryk og få de rigtige ministerier snarere end at få mange ministerposter, siger Troels Mylenberg.
    
Partiformand Søren Pape Poulsen (K) bliver ny justitsminister, Brian Mikkelsen (K) bliver erhvervsminister og Mai Mercado (K) bliver børne- og socialminister.

Det er godt gået af et parti, som er Folketingets mindste og kun har seks mandater.
    
- De har fået områder, hvor Konservative er i gang med en form for genopbygningsfase.
    
- Der er stadig fare for, at de drukner i regeringssamarbejdet, men han har forsøgt at banke nogle hjørnestolper i, som man skal bygge videre på, siger Troels Mylenberg.
    
Dermed prioriterer K-formanden sine kræfter meget skarpt og har desuden fået ført miljø og grønne prioriteringer ind i regeringsgrundlaget, selv om det ikke kunne blive til en K-minister, der kan kæmpe for området.
    
Udfordringen er, at De Konservative skal have fremgang ved næste folketingsvalg, lyder vurderingen.
    
Også Liberal Alliance kan være tilfreds med forhandlingerne, for partiet har brug for at favne bredere.
    
Derfor giver det for eksempel god mening, at Anders Samuelsen bliver udenrigsminister, Mette Bock bliver kultur- og kirkeminister, mens Thyra Frank bliver ældreminister.
    
Der er dog stadig risici.
    
- Liberal Alliance har fået mange ministerposter, men det er også svært at få øje på de direkte aftryk på regeringsgrundlaget.
    
- At man gerne vil have skatten ned, stod også i det forrige grundlag. Risikoen er, at man har solgt sin politik for ministerposter. Det må vi se, når vi ser, hvordan de seks ministre agerer, siger han.
    
Det er et regnskab, som Liberal Alliance skal gøre op med egne vælgere, påpeger Troels Mylenberg.
    
- Mange andre synes, at partiet handler forkert, men det er alene et spørgsmål om partiets egne vælgere, så jeg kan godt følge logikken. Men der kommer til at være en forklaringsudfordring, siger han.
    
/ritzau/