Kommentator: Helt uvirkeligt

Dennis Ritter har dækket cykelsport i 11 år, alligevel er årets Giro noget helt særligt.

11 gange Tour de France, 3 gange Vuelta a España, 2 gange Giro d'Italia og 36 enkeltdagscykelløb. Det er bestemt ikke første gang TV2's kommentator Dennis Ritter skal dække cykelløb. Men alligevel betyder det ekstra meget, når han i dag sætter sig til rette foran mikrofonen.

-Jeg synes det er helt uvirkeligt. Det er helt vildt og stort, at Danmark har så store begivenheder, i den sport jeg elsker så højt, siger han.

Kæmpe mediebegivenhed

Dennis Ritter er kun én af et hold på 28 som TV2 stiller med til Giro d'Italia. Alligevel blegner stationens team ved siden af den hær af journalister, som den italienske TV-station RAI har medbragt. 180 ansatte er i Danmark, for at give italienerne den bedst mulige dækning. I Italien har løbet 35 millioner seere, og på verdensplan vil mere end 350 millioner mennesker fra 160 lande tænde for fjernsynet, når feltet ruller igennem Midt- og Vestjylland.

Vi var med Dennis Ritter på arbejde på 1. etape af Giro'en, se hvordan det gik i vores udsendelse i aften.