Kommentator: Annonce bekræfter Venstre-problem i RKSK

Annonce giver indtryk af uforudselige Venstre-problemer i Ringkøbing-Skjern Kommune, mener politisk kommentator.

Hans Østergaard (th) og Lennart Qvist ved Venstres møde i Skjern i februar 2016, hvor Hans Østergaard blev valgt som partiets borgmesterkandidat.
Hans Østergaard (th) og Lennart Qvist ved Venstres møde i Skjern i februar 2016, hvor Hans Østergaard blev valgt som partiets borgmesterkandidat.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Der er et eller andet, der ikke er, som det skal være i Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det vurderer politisk kommentator Knud Erik Kirkegaard over for TV MIDTVEST.

Baggrunden er, at Venstre tirsdag i en annonce har både borgmesterkandidat Hans Østergaard og Lennart Qvist som frontfigurer ved kommunalvalget. Sidstnævnte tabte i februar 2016 kampen om borgmesterkandidaturet.

- Annoncen bekræfter, at der har været voldsomme uenigheder i Venstre. Der er et problem. Sådan opfatter jeg det i hvert fald. Nu bor jeg i Herning Kommune, og det er helt utænkeligt, at Venstre gjorde noget tilsvarende med sådan en annonce, fortæller Knud Erik Kirkegaard.

Uforudseligt

Nu har Venstre to i front i valgkampen, der afsluttes ved valgstederne om nøjagtigt fire uger, den 21. november. Ifølge Knud Erik Kirkegaard kan der godt blive tale om en præsidentagtig valgkamp internt i partiet. Og så kan det blive uforudseligt.

- Det er svært at sige, hvad den (annoncen, red.) vil få af betydning. Der kan også ske det, at vælgerne går voldsomt meget op i, hvem af de to der skal have flest stemmer, siger han.

I tirsdagens udgave af Fixpunkt er netop valget i Ringkøbing-Skjern Kommune ét af samtaleemnerne. Hør nedenfor, hvordan Knud Erik Kirkegaard ser situationen.​

1:16