Herning Kommune erkender: Kommende autistskole er ikke undersøgt for skimmelsvamp

Herning Kommune har ikke undersøgt, om der er skimmelsvamp i de bygninger på den gamle Holtbjergskole, der efter sommerferien skal være skole for autister

Holtbjerg Skolen forældre
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Selvom Herning Kommune i sidste uge påstod det modsatte, så er der ikke lavet undersøgelser for skimmelsvamp i de bygninger, der efter sommerferien skal være skole for autister.

Autistskolen skal være i fire bygninger på den næsten 50 år gamle Holtbjergskole, og det har fået flere forældre til at kræve, at kommunen laver en uvildig undersøgelse af bygningernes tilstand - blandt andet fordi de er bekymrede for skimmelsvamp og betonelementernes tilstand.

I sidste uge afviste kommunen at tage imod et gratis tilbud om en sådan undersøgelse med henvisning til, at man i forvejen selv havde lavet en undersøgelse for skimmelsvamp på skolen i efteråret.

Udtalelsen blev bragt mandag aften på tvmidtvest.dk og i nyhederne på tv tirsdag aften.

2:22
En gruppe forældre til børn med autisme vil have en uvildig undersøgelse af den gamle Holtbjergskole
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Ikke undersøgelser i autistbørnenes bygninger

Efter at TV MIDTVEST har gennemgået dokumenterne i sagen, erkender kommunens chef på området dog nu, at der ikke er lavet undersøgelser for skimmelsvamp i de bygninger, hvor det er planen, at autistbørnene skal være.

Den undersøgelse, som kommunen refererede til, er nemlig kun foretaget i én ud af de i alt elleve bygninger, der udgør Holtbjergskolen, og denne bygning skal ikke bruges som autistskole.

- Undersøgelserne er foretaget i en del af det samlede bygningskompleks på i alt 18.000 kvadratmeter, der udgør Holtbjergskolen, og de er blevet foretaget i den bygning, der hedder Bygning 1, siger Jacob Philipsen, der er chef for Ejendomme, Veje og Administration i Herning Kommune.

Man har altså ikke taget skimmelsvamp-undersøgelser i de bygninger, der skal være autistskole?

- Nej, det har vi ikke, for der har vi ikke haft mistanke om, at der var noget, siger Jacob Philipsen.

Kan I så ikke godt forstå, at forældrene har en bekymring om, at der kan være skimmelsvamp i de bygninger?

- Jo, det kan vi da måske godt. Vi har 450.000 kvadratmeter i Herning Kommune, og der er selvfølgelig mange kvadratmeter at holde styr på. Vi er meget opmærksomme på skimmelsvamp hele tiden, og reagerer på det, hvis der er mistanke, siger Jacob Philipsen.

Vil I så undersøge bygningerne for skimmelsvamp?

- Vi skal i en dialog med forældregruppen omkring hvordan det videre forløb bliver, siger Jacob Philipsen.