Kom med indenfor i det rullende heste-hotel

Til World Cup stævne i Herning bor heste, ryttere og hestepassere side om side i lastbiler, der fungerer som kæmpe campingvogne.

1:21
Kom med på rundvisning i det rullende heste-hotel.

I disse dage er verdenseliten inden for ridesport samlet i Jyske Bank Boxen i Herning. Det er de for at deltage ved et World Cup stævne i spring og dressur.

Stævnet involverer heste, ryttere og hestepassere fra 23 forskellige nationer, og for at transportere hestene rundt bliver der brugt nogle ganske særlige lastbiler.

- Der er air-condition i lastbilerne, så hestene står under de optimale forhold. De skal yde det optimale, så de skal jo passes som små børn, siger Janni Sommer, der er hestepasser.

Hun er vant til at rejse rundt i det meste af Europa, og det betyder, at hjemmets fire vægge i store perioder er skiftet ud med en tilværelse i en lastbil.

Det er dog ikke en helt almindelig lastbil, for den fungerer nemlig som en kæmpe campingvogn, hvor både dyr og mennesker kan være. Den ene ende af lastbilen er indrettet til hestene, og den anden bliver brugt som hjemsted for ryttere og hestepassere.

- Jeg tror, vi bor lige godt, siger Janni Sommer til spørgsmålet om, hvem der egentlig bor bedst under World Cup stævnet i Herning.

I alt deltager 650 heste ved stævnet, og det fortsætter frem til søndag.

Janni Sommer til World Cup i Herning.
Janni Sommer til World Cup i Herning.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST