Podcast: Kom helt tæt på drabet på Karl Skomager

For første gang siden sagen rullede, fortæller helt centrale personer om drabet på Karl Skomager.

Dokumentaren og podcasten blev til efter et tilfældigt kig i en gammel avis om den opsigtsvækkende drabssag.
Dokumentaren og podcasten blev til efter et tilfældigt kig i en gammel avis om den opsigtsvækkende drabssag.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Nogle gange, når man er i gang med at fortælle en historie her på TV MIDTVEST, så kan den godt være svær at slippe igen.

Sådan en er historien om Karl Skomager. Derfor har min kollega Mikael Andersen og jeg lavet den her podcast-serie i tre episoder, hvor du kommer helt tæt på drabet på Karl Skomager og nogle af sagens helt afgørende personer.

Advokat: Der er sket en forbrydelse

Helt tilfældigt faldt jeg over en artikel i en gammel avis, der handlede om drabet på en mand, der gik under navnet Karl Skomager. 

Sagen udspillede sig for mange år siden i Viborg. Og noget af det der vakte min interesse var, at det åbenbart var fuldstændigt tilfældigt at politiet overhovedet opdagede, at der var sket et drab.

Da jeg så fandt ud, at det var advokat Morten L. Wagner, der ledte politiet på sporet, så blev jeg endnu mere nysgerrig.

Som 28-årig sendte Morten L. Wagner politiet på sporet af Karl Skomager.
Som 28-årig sendte Morten L. Wagner politiet på sporet af Karl Skomager.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Har man fulgt med i nogle at de helt store kriminalsager igennem de sidste 30-40 år, så kender man Morten L. Wagner. Han blev blandt andet landskendt under Pedal-Ove sagen, hvor han fik fritidsmusiker Ove Hansen fra Frederikshavn frikendt for drabet på sin hustru, selv om han allerede havde afsonet mange år.

Sagen om Karl Skomager blev på mange måder definerende for Morten L. Wagners karriere som advokat. Han blev siden kendt som ham, der ofte stillede spørgsmål ved politiets forklaringer. En metode han brugte første gang under sagen om Karl Skomager.

Første episode af podcasten om Drabet på Karl Skomager hedder "Den forsvundne skomager". Her kan du høre, hvordan den unge advokatfuldmægtige Morten Wagner sætter politiet på sporet af den 12 år gammel drabssag.

De kunstige tænder

Ud over Morten L. Wagner så har vi også snakket med Tage Hornstrup. Han er i dag pensioneret, men var en ung kriminalbetjent i midten af 70'erne, hvor sagen tog sin begyndelse. Han var med under hele opklaringen af det noget voldsomme drab.

Markil Gregersen var afdelingsleder på retsmedicinsk institut i Århus. Stod man med et lig i 1976 var han manden man ringede til. Han kan i detaljer fortælle om dødsårsag og identifikation. Blandt andet spillede et sæt kunstige tænder en afgørende rolle i opklaringen. 

Sandalerne var også en af de ting, der blev brugt til at identificere liget.
Sandalerne var også en af de ting, der blev brugt til at identificere liget.
Foto: Politimuseet, København

Den sidste og meget vigtige person for den her podcast-serie bor i Naundrup. Magnus Østergaard har været nabo til et meget berygtet sommerhus, som er omdrejningspunktet - både i drabssagen men også i hele podcasten.

Anden episode af podcasten hedder: Liget under terrassen. 

Tredje og sidste episode af podcasten hedder: Et anonymt opkald.

Der skal et anonymt opkald til at sætte politiet på sporet af gerningsmændene. I podcasten kommer du helt tæt på de tilfældigheder, der afgør om en sag bliver opklaret eller ej. 

Og så forsøger vi at finde dem der stod bag det hele.

Har du ny viden eller detaljer, som er vigtige for forståelsen, så må du meget gerne skrive til mig på mail alod@tvmidtvest.dk

Du kan også lytte til podcasten på iTunes og i Spotify ved at søge på 'Drabet på Karl Skomager'.