Kom helt tæt på det hårde liv som iværksætter

De kommende tre uger sætter TV MIDTVEST fokus på iværksætteri med miniserien ”Wildskab – de andre sover heller ikke” og studieprogrammet ”Iværksætterskolen”.

Mette Jochimsen
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Gennem to måneder har TV MIDTVEST fulgt seks iværksættere i deres kamp for at slå igennem med deres virksomheder. I tre afsnit i miniserien ”Wildskab – de andre sover heller ikke” følger man den 26-årige møbeldesigner Mette Jochimsen, den 23-årige idémaskine Catharina Christiansen og de fire venner bag virksomheden SOTA Development. 

Aleksander, Anders, Mikkel og Lasse har sammen virksomheden SOTA Development, der blandt andet satser benhårdt på eSport.
Aleksander, Anders, Mikkel og Lasse har sammen virksomheden SOTA Development, der blandt andet satser benhårdt på eSport.
Foto: Privat

De har alle deres daglige gang i et kreativt kontormiljø i Herning med navnet Wildskab. Stedet er en startup hub, hvor nye iværksættere mødes og får hjælp til at komme fra drøm til handling. Men Wildskab er ikke for alle, for der er kun plads til bedste og mest talentfulde ildsjæle.

- Dem, der kommer ind her, de skal have gnisten. De skal have det i sig, fortæller Ole Overgaard, bagmand og udviklingschef i Wildskab.

Hovedpersonerne i miniserien forsøger at passe deres uddannelser på samme tid med, at de har deres virksomheder. I Wildskab har de en base, hvor de kan få hjælp og sparring til måske en gang i fremtiden at nå deres mål.

Branchen hvor ingen sover

Wildskab er lidt over et år gammelt og allerede en succes. Ifølge udviklingschefen er stedet med et mix af startups og erfarne mentorer den korteste vej fra drøm til handling - alt sammen i tæt samarbejde med områdets kreative uddannelsesinstitutioner. Men iværksætterbranchen kan være hård. Det har særligt 23-årige Catharina Christiansen mærket på egen krop, og det fortæller hun om i miniserien.

23-årige Catharina Christiansen har mærket de alvorlige konsekvenser, når idéerne og for mange projekter går ud over helbredet.
23-årige Catharina Christiansen har mærket de alvorlige konsekvenser, når idéerne og for mange projekter går ud over helbredet.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

- Jeg døjede selv med, at min krop lukkede ned og fik en overproduktion af mavesyre. På et tidspunkt troede jeg, at jeg fik et mavesår. Jeg blev virkeligt syg og reagerede på alt mad. Det er jo fordi, at jeg vil så meget hele tiden og konstant føler mig bagud, siger Catharina Christiansen. 

Også Mette Jochimsen ved, at det kræver ekstraordinært meget af hende, hvis hun skal revolutionere møbelindustrien, som hun drømmer om.  

- Hvis du ikke er på med det samme, og hvis du ikke er klar, så mister du idéen og din virksomhed. Så er der nogen, der har lavet det, hvis du ikke er hurtig nok, siger Mette Jochimsen.

Erfaringer og gode råd fra iværksættere

I det nye studieprogram ”Iværksætterskolen” fortæller succesfulde iværksættere og toneangivende personer i branchen om deres egne erfaringer.

Iværksætterne Christina Hembo og Zennie Bonde Mogensen er to af de personer, der deler ud af egne erfaringer og kommer med gode råd i "Iværksætterskolen". Programmet har premiere mandag den 8. januar 19.55 på Mokka.
Iværksætterne Christina Hembo og Zennie Bonde Mogensen er to af de personer, der deler ud af egne erfaringer og kommer med gode råd i "Iværksætterskolen". Programmet har premiere mandag den 8. januar 19.55 på Mokka.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Undervejs vil gæsterne forsøge at komme med bud på, hvordan man som ung iværksætter med en gylden idé, men uden den store pengepung, skaffer kapital, får et netværk og får sit produkt ud til potentielle kunder. De vil også komme med ”do’s and dont’s” i forhold til, hvad man bare skal- og ikke skal gøre i jagten på succes.

Studiegæsterne er:

  • Christina Hembo, medejer, Christina Jewelry & Watches
  • Zennie Bonde Mogensen, partner, Kropsinstituttet og Zen Luxury Travels
  • Martin Bay Pedersen, serieiværksætter
  • Betina Simonsen, direktør, Lifestyle & Design Cluster
  • Ole Overgaard, stifter og udviklingschef, Wildskab

Du kan se det første afsnit af ”Wildskab – de andre sover heller ikke” mandag den 8. januar klokken 19.30 på TV MIDTVEST. Efterfølgende, klokken 19.55, tager det første afsnit af ”Iværksætterskolen” over på Mokka. De næste afsnit bliver vist henholdsvis mandag den 15. januar og mandag den 22. januar.

Men du kan også allerede se dem her:

8:54
Wildskab - de andre sover heller ikke (1:3)
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST
27:53
Iværksætterskolen (1:3)