Kom gratis med færgen til Fur

Færgeri giver igen mulighed for gratis tur til Fur

Der bliver givetvis trængsel på Fur-færgen når der er gratis overfart i og omkring påsken Foto: Anton Simonsen

Ordet gratis klinger altid godt i det midt- og vestjyske. Derfor er der ingen tvivl om der bliver trængsel til og fra Limfjordøen Fur, når færgeriet gentager efterårets succes med gratis overfart.

Fra den 7. april til den 8. maj vil der nemlig igen være mulighed for en tur til øen, uden det koster en krone. Det skriver Skive Folkeblad.

Den gratis befordring tilbydes for person-, camping- og varevogne, dog ikke erhvervskøretøjer. Desuden vil motorcykler, knallerter og gående trafik, have mulighed for at komme over med færgerne uden at skulle betale for turen.

Fursund Færgeri og Fur Borgerforening gik sidste år sammen om at bruge et statsligt tilskud til ø-færgerne på gratis-tilbuddet. Der var tale om et forsøg, som sendte godt 2000 flere biler over det smalle sund mellem fastlandet og Fur.

Også Fur Museum havde glæde af de mange gratister. Besøgstallet på museet steg med mere end 500 i de uger der var gratis ture. 

Social- og indenrigsministeriet har givet Fur henholdsvis 229.000 og 418.000 kroner, som kan bruges til  gavn for færgetrafikken til øen.