Kollerup om boligsag: Der er ingen sag

Folketingsmedlemmet Simon Kollerup (S) afviser at have udnyttet reglerne for dobbelt husførelse.

Simon_Kollerup_0_0.jpg

Simon Kollerup (S) stillede i aftes op til et live-interview på TV MIDTVEST,  efter kritikken dagen igennem havde haglet ned over ham i en sag om dobbelt husførelse.

- Jeg er da træt af den her sag. Jeg ville meget hellere have siddet i den her stol og have snakket om, hvordan vi kunne udvide Hanstholm Havn eller redde Næssundfærgen, startede han interviewet.

Folketingslejlighed til rådighed samtidig med tilskud til dobbelt husførelse 

Ifølge Ekstra Bladet har Simon Kollerup i flere år modtaget mere end 30.000 kroner skattefrit om året for dobbelt husførelse, idet han har folkeregisteradresse i Thy. Samtidig har han haft en folketingslejlighed stillet til rådighed i København. Men ifølge Ekstra Bladets oplysninger bor og lever Simon Kollerup reelt sammen med sin kæreste og parrets to børn i en ejerlejlighed på Christianshavn.  Kæresten står ifølge Ekstra Bladets oplysninger alene på skødet, men de tinglyste lånedokumenter viser, at Simon Kollerup er medunderskriver på realkreditgælden.

Ikke noget at komme efter

Alligevel afviser Simon Kollerup overfor TV MIDTVEST, at han har overtrådt reglerne.

- Jeg blev valgt ind i 2011 som nyvalgt folketingsmedlem for Thy og Mors og har ikke nogen base i København, og derfor får jeg stillet den her lejlighed til rådighed og har brugt den rigtig meget. På et tidspunkt får min kæreste så en lejlighed i København, og der er det klart, der er min brug blevet aftagende. Men jeg har stadig brugt lejligheden, og det er så her på det seneste, jeg kan konstatere, at jeg har brugt den så lidt, at den skal siges op. For jeg ønsker ikke at der skal være tvivl om, hvordan tingene er i det her tilfælde, forklarer han. Simon Kollerup ærgrer sig over den opmærksomhed, hans boligsag har kastet af sig på de sociale medier.

- Mange reagerer voldsomt, og det er vigtigt for mig at understrege at der ikke er noget at komme efter.

Enhedslisten ikke tilfreds

Alligevel vil Enhedslistens Per Clausen, der er medlem af Folketingets Præsidium, tage Simon Kollerups boligsag op med den øverste ledelse på Christiansborg.

- Hvis han i realiteten har boet sammen med sin kæreste og sine børn, så skulle han selvfølgelig fra dag ét have droppet lejligheden fra Folketinget, og samtidig droppet det her tilskud. Alt andet er i strid med hele idéen bag Folketingets boligordning, siger Per Clausen til Ekstra Bladet.

Se indslaget om Simon Kollerups boligsag: