Kollerup i kamp om lygtepælene

Det socialdemokratiske folketingmedlem fra Thy er på vej hjem for at vinde de nordvestjyske vælgere og kampen om de attraktive lygtepæle.

Simon Kollerup er klar til valgkamp.

Vi fangede Simon Kollerup i en bil på vej hjem til Thy. Her står et hold klar til at sætte gang i den socialdemokratiske valgkamp med Simon Kollerup i spidsen.

Og det hele handler jo om stemmer, som i følge socialdemokraten kan gafles i at få sit ansigt på de helt rigtige lygtepæle på de helt rigtige indfaldsveje i landsdelen.

- Valgplakaterne er allerede klar, og jeg ved, at holdet allerede har udpeget de eftertragtede lygtepæle, som alle kommer til at kæmpe om, siger Simon Kollerup.

Simon Kollerup er far til to små børn. Dem kommer han ikke til at se meget til de kommende uger.

-  Jeg har kysset familien farvel og er nu klar til valgkamp. Heldigvis har vi nogle hjælpsomme bedsteforældre, der står klar til at hjælpe, nu hvor familiefaren i hvert fald ikke vil være til stede de kommende uger.

Men savnet til familien opvejes nu til fulde af spændingen ved et valg.

- Det er jo den dag alle politikere går og glæder sig til. Det snurrer i maven og det kribler i fingrene for at komme hjem og komme i gang med valgkampen, siger han.

Lige nu ved Simon Kollerup ikke mere end alle os andre. Han følger efter eget udsagn mediestrømmen, men tror bestemt på et valg i løbet af dagen.  Og så tror han også på en rød regering fremover.

- Jeg tror bestemt på, at vi kan vinde valget igen. Det bliver meget tæt. Og det bliver vanvittig spædende for alle os politikere, og mindst lige så spædende for alle vælgerne.