Kold morgen giver glødende telefoner hos dækservice

Der er vintervejr på vej til Midt- og Vestjyderne. Og mandagens kulde fik mange til at overveje, om det er tid til at få vinterdæk på bilen.

Vinterdæk
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Mandagens kolde morgen, fik telefonerne til at gløde hos Super Dæk Service i Holstebro. Klokken halv otte i morges begyndte telefonerne at kime med kunder, der gerne vil have vinterdæk på bilen. 

En af dem, der er ude i lidt bedre tid, er Flemming Hansen fra Mejdal. 

- Nu ved vi jo, at vinteren kommer, så jeg bestilte allerede for en uge siden, men de har jo haft travlt, siger Flemming Hansen fra Mejdal.

De sidste tre uger, har dækskiftene kørt på højtryk, og Super Dæk Service regner med, at der går fem uger endnu, før de er ovre den værste pukkel. 

- Det jo gerne sådan, at når den første frost falder, så er folk klar med telefonerne, men heldigvis er kunderne blevet bedre til at komme i god tid. Det er heldigt, for vi kan simpelthen ikke nå alle på en gang, siger Leif Filsø, afdelingsleder på Super Dæk Service i Holstebro. 

Det er højsæson for dækskifte til vinterdæk lige nu, så der kan være en smule ventetid med at få vinterdæk på vognen. 

- Vi tager det med glæde og prøver at hjælpe alle så hurtigt som muligt, men vi har kun de hænder, vi har, siger Leif Filsø