Kølbæk: Jeg fortryder ikke noget

En stor dopingrapport afslører, at der var organiseret doping på det danske cykelhold Team Home Jack & Jones. Daværende direktør Torben Kølbæk fortryder intet.

TorbenKolbaek.jpg

Tirsdag afslørede Danmarks Idrætsforbunds og Anti Doping Danmark i en ny rapport, at der var organiseret doping på cykelholdet Team Home Jack & Jones.

Nu taler cykelholdets direktør Torben Kølbæk ud i et stort interview med TV MIDTVEST. Kølbæk er i dag direktør i FC Midtjylland Håndbold.

- Jeg kan stå i dag med mine briller anno 2015 og tænke over, hvorfor jeg ikke spurgte til doping. Men det var en anden sammenhæng og en anden kultur dengang, fortæller han.

Gjorde hvad vi kunne

Torben Kølbæk indrømmede onsdag, at han nok kiggede den anden vej, selvom han ikke decideret kendte til doping på holdet.

Var det også, fordi du helst ville undgå at vide det, hvis der var noget?

- Nej, det tror jeg såmænd ikke, det var. Man tænkte ikke over det. Man havde det ikke på sin dagsorden eller i sit mindset.

Så det var ikke, fordi du tænkte, hvis der nu kommer en sag, så har jeg ryggen fri, for jeg ved ikke noget?

- Vi var jo meget fokuserede på, at vi ikke organiserede doping. Det kunne vi se med Festina-sagen, at det var der andre der gjorde - det ville vi ikke. Og på den måde syntes vi, at vi bidrog med det, vi kunne, siger han.

Man accepterer det

Torben Kølbæk  siger desuden, at han ikke fortryder noget. Han røg ud af cykelholdet, da Bjarne Riis kom til.

- Når man er i en eller anden branche, uanset hvad det er, så lever man jo i den kultur, der er der, og så accepterer man det. Og alle spørgsmålstegnene kommer måske bagefter, når man kommer over i en anden kultur, siger han.

Dopingmidlerne på det daværende cykelhold blev ifølge rapporten opbevaret i et køleskab i en lejlighed i Luxembourg.

Hør hele forklaringen i artikelvideoen.

8:03