Kokke og slagtere flytter ind på landbrugsskole

EUC Nordvest vil samle alle sine fødevareuddannelser på nyt stort uddannelsescenter, Nordic Food College, på Morsø Landbrugsskole.

Landbrugselev Frederik Pedersen kan se frem til nye skolekammerater, når slagtere og kokke rykker ind på Morsø Landbrugsskole.
Landbrugselev Frederik Pedersen kan se frem til nye skolekammerater, når slagtere og kokke rykker ind på Morsø Landbrugsskole.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Kokke, slagtere, bagere, tjenere og landbrugselever skal nu dele skole på Mors. Alle fødevareuddannelser skal samles på Morsø Landbrugsskole.

- Vi vil gerne vise, at man på en ny måde kan samarbejde mellem de landmænd, der uddanner sig her hos os, og dem der vil være kokke, gastronomer, bagere og slagtere og ernæringsassistenter. Altså, de skal forstå hinandens erhverv på en ny måde, siger Hans Christian Jeppesen, direktør, EUC Nordvest.

Nu kan skolen ikke på nuværende tidspunkt huse alle uddannelserne, derfor skal der bygges cirka 800 kvadratmeter til landbrugsskolen.

Navnet bliver Nordic Food College. Første spadestik bliver taget til september.

Landmændene for nye skolekammerater

Ved at samle uddannelserne på landbrugsskolen er håbet, at eleverne sammen kan få gode idéer til nye forretningsområder. 

I dag går kokkeelever og slagtere i skole i Thisted, men frem over skal de altså til Mors.

- Det bliver et rigtigt fedt uddannelsesmiljø, hvor man kommer til at opleve hinanden også uden for skoledagen, siger Jonas Korsgaard, afdelingsleder, Morsø Landbrugsskole.

Udsigten til at få både kokke og slagtere på skolen, er noget der vækker glæde blandt de nuværende landbrugselever.

- Jeg tænker, det er godt, fordi vi har jo jorden til det. Og vi har jo jorden til at avle de ting de skal bruge - salat og løg og kartofler, siger landbrugselev Frederik Pedersen.

- Jeg synes, det er en kanon idé. Vi har ikke så mange uddannelsesmuligheder på Mors, siger landbrugselev Lasse Dahlgaard Andersen.

Den nye skole kommer blandt andet til at indeholde en klosterhave, hvor skolens elever blandt andet kan dyrke krydderurter. 

De første elever begynder på den nye skole i august 2019. 

1:52
Nordic Food College åbner 2019 på Morsø Landbrugsskole