Kørestolsbruger: - Jeg føler mig diskrimineret

I Midt- og Vestjylland er der de dårligste forhold for handicappede på togstationerne. Det går ud over Bjarne Dueholm, der føler sig diskrimineret.

Bjarne Dueholm vil gerne kunne køre i tog uden hjælp. Derfor vil han gerne have, at perron og indgang er lige. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I Midt- og Vestjylland står det allerværst til med tilgængelighed på togstationerne for handicappede. På hele 93% af områdets togstationer er der en højdeforskel på perronen og stationen, mens der på 89% af dem ikke er ledelinjer på perronerne til blinde. 

Det er et problem for Bjarne Dueholm, som er kørestolsbruger. Når han skal med toget i Brande, er han nødt til at ringe ind 12 timer før, fordi han skal hjælpes ind i toget med en lift. 

- Hvis jeg nu om morgenen får lyst til at tage afsted om eftermiddagen, så kan det ikke lade sig gøre, og det synes jeg er utilfredsstillende. Så føler jeg mig som et tredjerangsmenneske, siger Bjarne Dueholm. 

- Dem, der kan gå på to ben, de kan komme på toget med det samme, men fordi jeg sidder i kørestol, bliver jeg diskrimineret, siger han videre. 

Læs også Dårligst i landet: Så svært er det for handicappede at tage toget

For kørestolsbrugeren er der flere forskellige måder at løse problemet på. 

- Den bedste løsning vil være, hvis perron og indgang i toget er lige. Så jeg vil helst have, at det bliver som i S-togene i København, hvor man kan stige direkte ind, siger Bjarne Dueholm. 

Løsningen er langt væk

Hos Banedanmark anerkender man, at der er et problem. 

- Det er desværre nogle tal, som vi godt kan genkende, og det er ikke optimalt for os, siger Mads Thostrup, der er områdechef for Banedanmark. 

Banedanmark ved godt, hvad løsningen er, og planerne er også lagt, men det kommer til at tage lang tid inden handicappede får optimale forhold i regionen. 

- Der er planer for samtlige af landets stationer både med hensyn til ledelinjer, niveaufri adgang og perroner i den rigtige højde. Det er bare nogle store projekter, som tager tid at rulle ud over hele landet, siger Mads Thostrup. 

For Bjarne Dueholm er der også en anden løsning, som kunne hjælpe lige nu og her, og det er, hvis man sætter tiden ned for, hvor lang tid før, man skal melde, at man vil afsted. 

- Jeg kunne tænke mig, at det var sådan, at hvis jeg finder ud af indenfor to timer, at jeg vil afsted, at jeg så havde et nummer, som jeg kunne ringe til, så jeg kunne komme afsted om to timer, siger Bjarne Dueholm. 

01:55 Luk video