Kølkær Kirke fylder 125 år

I anledning af sin 125-års fødselsdag har Kølkær Kirke fået et nyt stendige.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

D. 25. oktober 1891 kunne kirkegængere for første gang gå til alteret i Kølkær Kirke lidt udenfor Herning. På tirsdag er det 125 år siden. 

Det blev fejret i Kølkær i dag. Blandt andet med indvielsen af et nyt stendige omkring kirken.

- Det gamle dige havde vi vedligeholdt gennem mange år, og det begyndte at skalle af og falde fra hinanden, og til sidste sagde mureren, at han synes, det var uholdbart. Så begyndte vi at snakke om, hvad vi så skulle gøre, for det var et smukt stendige, og det var rigtig, rigtig dyrt, så vi tænkte, om vi nu også skulle have et nyt, siger menighedsrådsformand Birthe Elisabeth Feldbak.

Oprindeligt var planen, at den gamle stenmur omkring kirken skulle erstattes af en knap så bekostelig bøgehæk. 

Men frivillige donationer og en pose penge fra Herning Søndre Provsti har gjort det muligt for Kølkær Kirke at opgradere bøgehækken til et 170 meter langt stendige rundt om kirken. 

- Det unikke ved diget er, at det har store, skarpe og runde sten, og det er med til at afspejle de mennesker, som ligger på kirkegården, og som kommer i vores kirke. Vi er forskellige alle sammen. Vi rummer alle - om du har skarpe kanter, er dejlig blød eller hvad du er. Troen og kirken er for alle, siger Birthe Elisabeth Feldbak.

Kølkær Kirkes fødselsdag blev fejret med en gudstjeneste i kirken og efterfølgende med vin og kransekage i skolens aula.