Køligere vejr og grå skyer trækker ind over Danmark

Den kommende uge byder på køligere temperaturer end i weekenden og på gråvejr tilsat lidt sol og regn.

Forårssolen kommer store dele af ugen til at gemme sig bag grå skyer.
Forårssolen kommer store dele af ugen til at gemme sig bag grå skyer.
Foto: Scanpix / Iris

Efter en weekend med strålende solskin og lokale temperaturer over 20 grader, vil den kommende uge lægge en smule låg på forårsfornemmelserne. Det fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

- Ugen byder på skyer, perioder med sol og lidt regn hist og pist. Det bliver lidt køligere med vind fra øst. Så det er lidt af en omvæltning, lyder det fra Mette Wagner.

Mandag kommer temperaturen til at ligge mellem 13 og 18 grader, vurderer DMI. Derudover bliver det en blandet omgang med både tåge, sol og regn, forudser den vagthavende meteorolog.

- Mandag har vi en frontzone, der berører den nordlige og vestlige del af Danmark. I fronten ligger der dis og tåge og lidt regn hist og pist. Det trækker stille og roligt ind over Danmark i formiddagstimerne. Det brænder lidt af, så der også er mulighed for at se lidt sol. I de sydøstlige egne en del sol, siger Mette Wagner.

Bygevejr resten af ugen

Nogle steder kan temperaturen nå helt op omkring 20 grader, men generelt bliver det ikke helt lige så varmt som i weekenden, vurderer hun.

- Tirsdag ligger frontzonen stadig og ulmer. Det bliver mest tørt og skyet, og så kan der også være tåget flere steder, lyder det fra Mette Wagner.

DMI vurderer, at onsdag bliver endnu en skyet dag med regn forskellige steder. Og det billede fortsætter i den sidste del af ugen.

- Torsdag er det det samme igen: Skyer, lidt regn hist og pist og sol i perioder. Temperaturen stiger en lille smule og vil ligge mellem ti og 15 grader. Fredag er noget usikker, og det ser ud til, at der kommer et relativt massivt frontsystem ind over landet, siger meteorologen.