Kølig og nogenlunde tør start på sommerferien

DMI forudser en kølig og nogenlunde tør start på sommerferien med maksimalt 20 graders varme.

Sommer ved Fuglsang Sø
Foto: Arkiv

Festivalfans er begyndt at strømme til Roskilde, sommerferien står for døren og fredag aften samles danskerne omkring sankthansbål.

Og så ville det jo være skønt med masser af sol, varme og knasende tørt vejr.

Men det bliver ikke helt tilfældet, lyder det fra Henning Gisselø, vagthavende meteorolog ved DMI.

Alt over 20 graders varme vil være en overraskelse, og der kommer hverken megen regn eller solskin.

- Sankthansaften bliver ikke supergod, men det er heller ikke sådan, at den drukner i regn. Vi står foran en fredag og weekend med lidt blandet vejr, og det bliver ikke specielt varmt, sammenfatter han de kommende dages vejr.

Vinden kommer ind fra Nordsøen og den nordlige del af Atlanterhavet. Det giver typisk kølige sommerdage.

- Når vinden er i vest, som den vil være de kommende tre dage, så resulterer det på den her tid af året generelt i en lidt kedelig temperaturfordeling, konstaterer han.

Voldsomme regnskyl, som de der natten til fredag ramte flere steder i landet, skal man dog ikke indstille sig på.

- Muligvis er der lidt blødt og mudret fra bygerne i nat i blandt andet Roskilde, men det skal nok nå at tørre hen over dagen, siger Henning Gisselø.

En del byger ligger fredag morgen over Sjælland og Bornholm, men de forsvinder inden middagstid.

- Fredag bliver mest en tørvejrsdag. Eftermiddagen byder på en smule sol og lidt nedbør. I aften falder temperaturen til omkring 15 grader, og der kan dukke enkelte byger op, siger Henning Gisselø.

Lørdag bliver også overvejende skyet med temperaturer mellem 15-20 grader.

- Søndag får vi lidt mere sol, men samtidig tager vinden til. Det bliver lidt mere blæsende, og det gør så, at temperaturerne falder til 15-18 grader i dagtimerne, siger han.