Kølig morgen med isglatte veje

Sne- og is kan genere bilisterne tidligt fra morgenstunden

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer til forsigtig kørsel hvis du skal på landevejen fra morgenstunden. 

- Der er sne- og isglatte veje over det meste af landsdelen. Selv om saltbilerne har været i gang, er der grund til at tage den med ro, lyder det fra vagtchef Lars Even.

Omkring klokken seks her til morgen mærkede en bilist det glatte føre ved Brande. En bil ramte autoværnet og havnede i den forkerte vejbane.

- Der var tale om et solouheld uden personskade, fortæller Lars Even videre.

I følge Vejdirektoratets vinter-trafikinformation er der sne- og isglatte veje i Thisted og på Mors. Omkring motorvejene ved Herning meldes der ligeledes om sne- og isglatte veje.

I det nordvestjyske område er der glatte veje omkring Lemvig og Holstebro.  Set ud over landsdelen, ligger temperaturen omkring eller et stykke under frysepunktet.