Køkkenvirksomheder solgt til svensk fond

Tvis og Svane Køkkener har fået ny ejer - og drømmer om at vokse internationalt.

De lokale køkkenproducenter Tvis Køkkener og Svane Køkkener har fået ny ejer.

Virksomhederne er en del af TMC-koncernen, som hidtil har været ejet af Danmarks største kapitalfond Axcel. Men nu har Acxel solgt TMC til den svenske kapitalfond IK Investment Partners, skriver dagbladet Børsen.

Den administrerende direktør i TCM Group, Ole Lund Andersen, er begejstret for den nye ejer.

- De har tidligere skabt en køkkensucces og er meget stærke i Vesteuropa. Det håber jeg, at vi kan gøre brug af, så vi kan tage Svane og Tvis med rundt til andre europæiske lande. Vi vil gerne være en international køkkenvirksomhed, siger han til Børsen.

Avisen skriver, at IK Investment Partners har givet over 500 millioner kroner for TMC. Axcel købte køkkenvirksomheden i 2006 - altså lige før finanskrisen satte ind. Krisen betød, at Axcel måtte kæmpe ekstra hårdt for at få noget ud af sin investering, og det resulterede i en benhård effektivisering.

- Men vi har haft så markante forbedringer de seneste år, at det gav rigtig god mening at sætte en proces i gang nu, siger Per Christensen fra Axcel til Børsen.