Køkkenproducent vil være en milliard værd på børsen

Køkkenproducenten TCM går på Børsen fra fredag, hvor selskabets aktier vil kunne handles.

Direktør Ole Lund Andersen foran produktionen. Hovedparten af produktionen af køkkener foregår på fabrikker i byerne Tvis og Aulum.
Direktør Ole Lund Andersen foran produktionen. Hovedparten af produktionen af køkkener foregår på fabrikker i byerne Tvis og Aulum.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

TCM Group, der blandt andet ejer Svane Køkkenet, gør fredag alvor af sine børsplaner. Dermed kan aktierne handles fra børsens åbning klokken ni.

Gruppen har sat udbudskursen til 98 kroner. Det giver selskabet en potentiel markedsværdi på 980 millioner kroner.

- Vi er taknemmelige for de positive tilbagemeldinger, vi har fået gennem de sidste uger, og den tillid, som vores aktionærer har vist os.

- Vi vil arbejde hårdt for at leve op til disse forventninger. Børsintroduktionen er et godt fundament til yderligere at styrke og positionere os på det danske marked og at vokse yderligere i resten af Skandinavien, skriver administrerende direktør Ole Lund Andersen i en meddelelse.

Samlet sælger kapitalfonden bag selskabet syv millioner aktier i børsintroduktionen. Private har fået lov til at købe omkring 10 procent af de aktier, der bliver solgt, mens professionelle får 90 procent.

Selskabet er ejet af kapitalfonden IK Investment Partners, der købte det i 2016. Det har tidligere fortalt, at børsnoteringen går ud på, at kapitalfonden vil af med sine aktier.

Der kommer dermed ikke nye penge ind i selskabet fra børsnoteringen.

- IK ønsker at lave en exit. Så det er et helt naturligt skridt at gå på børsen, sagde Ole Lund tidligere i november.

TCM Group er trods sit internationale navn meget forankret i Danmark. Hovedparten af produktionen af køkkener foregår på fabrikker i byerne Tvis og Aulum.

Det sker via kendte brands som Svane Køkkenet og Tvis Køkkener, men også mindre kendte som Nettoline og Kitchn.

Det faktum, at selskabet går på børsen midt i en højkonjunktur og så kort tid efter, at IK Investment Partners købte det, fik forud for noteringen investeringsøkonomen Per Hansen til opfordre til sund skepsis hos potentielle aktionærer.

- Vi har haft en tordnende fremgang i ejendomspriserne. Men spørgsmålet er, hvordan det langsigtede marked for en køkken- og badproducent er, hvis der kommer mere normale tilstande. Og der samtidigt kommer mere konkurrence.

- Og hvad er det for nogle selskaber, man køber, når kapitalfonde har byttet bolsjer med hinanden, og den sidste sælger allerede efter små 20 måneder? Er det noget, der er interessant, spurgte han retorisk.

Virksomhedens børsnotering var ikke prangende. Her til aften er det blevet offentliggjort, at aktien faldt med 0,5 pct. fra udbudskursen og lukkede i 97,50 kr.

1:58
Ejeren af de kendte køkkener Svane og Tvis Køkkener, TCM Group i Tvis, vil børsnoteres.