Købmand laver akutplan for de handlende i Snedsted

Købmanden i Snedsted har lavet en akutplan, så borgerne fortsat kan handle lokalt trods manglende butik.

Foto: Lone Bergholdt Hald

Ejeren af Spar i Snedsted, Morten Sjælland, har fredag morgen lavet en akutplan for de handlende i byen, så de mærker mindst muligt til, at deres lokale dagligvareforretning er brændt ned.

- Det var ikke noget, vi havde drømt om. Men nu har vi haft et nødmøde, hvor vi har kigget på mulighederne for at åbne en nødbutik i Snedsted. Der er tre muligheder i byen, så nu vil vi kontakte udlejerne og undersøge mulighederne, siger Morten Sjælland, Købmand, Spar i Snedsted.

Arbejdet med at finde lokaler til den kommende nødbutik er i fuld gang, men der er endnu ikke lavet en plan for projektet.

Kunderne kan fortsat handle lokalt
Som en del af akutplanen har Morten Sjælland besluttet at indsætte busser fra Snedsted til søsterbutikken i Koldby, så kunderne stadigvæk kan handle så lokalt som muligt.

- Fra fredag klokken 10 bliver der sat busser ind fra Snedsted til Spar-butikken i Koldby. Vi har mange ældre borgere i Snedsted, og de skal hurtigt have mulighed for at købe deres mælk igen, siger Morten Sjælland, Købmand, Spar i Snedsted.

Det var ikke kun byens dagligvareforretning, der nedbrændte torsdag, men også byens apotekersalg, som havde til huse i samme bygning. Men også den del har købmanden i Snedsted sørget for.

- Det vil være muligt for de borgere, der plejer at hente medicin hos købmanden i Snedsted, at få det bragt ud fra et apotek i Thisted eller selv hente det på Snedsted skole i løbet af dagen. Thisted Svaneapotek bringer varerne til Snedsted, og det vil være muligt at hente medicinen ved apotekets bil mellem klokken 15 og 17 fredag. Og de tager kun imod kontant betaling, siger Morten Sjælland, Købmand, Spar i Snedsted.

Apotekerservicen gælder kun fredag. Hvordan det kommer til at forløbe fremover, bliver meldt ud senere.

02:15

En kæmpe brand raserede torsdag aften Spar-butikken i Snedsted. Byens eneste dagligvarebutik brændte ned til grunden.

Luk video