Købmand hopper på bevæbnet røver

En mand forsøgte torsdag aften at røve kassebeholdningen fra en dagligvareforretning i Nørre Snede. Men personalet overmandede ham under flugten.

Brian Bregnholm Hansen er købmand i Nørre Snede. Det var blandt andet ham, der overmandede den bevæbnede røver.
Brian Bregnholm Hansen er købmand i Nørre Snede. Det var blandt andet ham, der overmandede den bevæbnede røver.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Det var ellers lige ved og næsten, da en mand begik røveri mod en Rema1000-butik i Nørre Snede. Men han slap aldrig afsted med pengene.

Omkring klokken 21 kom en maskeret og bevæbnet mand ind i Rema1000 i Nørre Snede, og ved kassen sagde han: ”Dette er et røveri – giv mig pengene”.

- De skal lade min butik være, og de skal lade mit personale være, siger Brian Bregnholm Hansen, der er købmand i Rema1000-butikken i Nørre Snede. 

På overvågningskameraet i baglokalet så Brian Bregnholm Hansen en af sine ansatte i gang med at komme kassebeholdningen på omkring 6000 kroner ned i en pose. Derfor styrter han ud i butikken og stopper ham.

1:22
Hør købmanden fortælle, hvordan han sammen med sit personale nedlagde en røver.

- Da jeg kommer op til kassen, stikker han af. Og først, da jeg hopper op på ham, ser jeg, at han har en pistol i hånden, men da er det for sent. Der er de 100 kilo i fuldt firspring for at overmanden den her kunde, siger han.

Nogle andre kunder i butikken hjælper købmanden med at holde røveren nede, indtil politiet er fremme ved stedet. En af butikkens kunder får pistolen fra ham, og den viser sig at være en legetøjspistol.

- Takket være de to kunder, så gik det faktisk utrolig smertefrit, siger Brian Bregnholm Hansen, hvis ansatte har fået psykologhjælp efter episoden.

Nu, hvor der er kommet lidt mere ro på, er Brian Bregnholm Hansen ikke ligefrem stolt af måden, han handlede på.

- Jeg ved godt, jeg har dummet mig. At jeg har taget én med en pistol, det er fuldstændig hjernedødt, når man har to børn, siger en meget bevæget købmand og fortsætter:

- Det er ens ære, de krænker. Det handler ikke om pengene, for det er en død ting. Det handler om mit personale, og at den her butik er mit livsværk. Det skal de bare lade være i fred, siger Brian Bregnholm Hansen.

Havde hash, kokain og en foldekniv på sig

Politiet kender godt den 42-årige gerningsmand, som kommer fra Tørring. Ved anholdelsen fandt politiet 1 gram kokain, 2,4 gram hash og en ulovlig foldekniv på ham.

- Kniven har en bladlængde på fire centimeter, og i sig selv er den ikke ulovlig. Men fordi han bar den i offentligheden, bliver han sigtet efter knivloven, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør, og er varetægtsfængslet i fire uger. Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.

- Grunden til det er, at vi har en mistanke om, at der kan have været en medskyldig, som holdt udenfor butikken og ventede på røveren. Det undersøger vi lige nu, siger Bent Smedegaard.