Viborg HK misser Final 4: København og Odense sætter sig på de to første pladser

Som de første hold er håndboldkvinderne fra København og Odense klar til pokalturneringens Final 4-stævne.

Foto: Arkivfoto - TV MIDTVEST

Kvinderne fra København Håndbold og Odense skal om godt tre måneder kæmpe med om den danske pokaltitel.

Læs også Viborg HK: Vores økonomiske problemer er løst

Tirsdag bookede de to hold en plads i pokalturneringens Final 4-stævne mellem jul og nytår ved at slå Nykøbing F. Håndboldklub og Viborg HK i kvartfinalerne

København-træner Claus Mogensen kunne først på aftenen se sine spillere slå Nykøbing med 27-23 på udebane.

Efter en jævnbyrdig indledning var københavnerne foran i hele anden halvleg, men det nåede at blive spændende. Med 12 minutter tilbage havde gæsterne fra hovedstaden bragt sig foran med 24-18, men forspringet skrumpede ind til 25-23.

I slutfasen sørgede Maria Hjertner og senere Debbie Bont med en scoring hver for at afværge et lurende Nykøbing-comeback. Hollandske Debbie Bont blev topscorer for København med otte mål, mens landsmanden Dione Housheer scorede ti gange for Nykøbings værter.

Læs også Viborg HK siger farvel til tidligere landsholdsmålvogter

Senere tirsdag slog Odense på hjemmebane Viborg HK med 28-26 i en af de øvrige kvartfinaler.

Odenses Kathrine Heindahl sendte kampen ud i to gange fem minutters forlænget spilletid, da hun 20 sekunder før tid udlignede til 24-24, som var stillingen efter ordinær tid. I forlængelsen havde Odense-træner Jan Pytlicks spillere bedre styr på sagerne.

Torsdag bliver de to sidste deltagere i Final 4-stævnet fundet. Her står Team Esbjerg over for Herning-Ikast, mens Aarhus United og TTH Holstebro kæmper om den sidste plads. Final 4 spilles 28. og 29. december.

/ritzau/