Koder og algoritmer indtager folkeskolen

Tirsdag præsenterede regeringen sin nye plan for Danmarks digitale vækst, der indeholder initiativer, som skal øge de teknologiske kompetencer hos unge.

Regeringen står bag syv nye initiativer til digital vækst.
Regeringen står bag syv nye initiativer til digital vækst.
Foto: Iris / Scanpix

Regeringen vil skabe øget forståelse for teknologiens muligheder blandt de danske børn og unge.

Det står klart, efter regeringen tirsdag fremlagde sin strategi for digital vækst i Danmark.

Syv større initiativer udgør strategien, og en af dem er et ønske om at øge den yngre generations digitale kompetencer.

- Alle børn skal lære at kode, men ikke sådan at alle skal være teknologiudviklere. Men man skal have en forståelse for teknologien.

- Ikke kun kodning, men også algoritmer og teknologi som infrastruktur, værktøj og kommunikation, sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA) ved præsentationen.

Regeringen vil i første omgang ruste de unge gennem en fireårig forsøgsordning med cirka 40-50 folkeskoler.

Ordningen skal skabe viden om, hvordan man bedst muligt styrker teknologiforståelsen hos den enkelte elev og gør temaet til en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen.

Samtidig er der fra det nuværende skoleår indført et valgfag i teknologiforståelse i folkeskolens udskoling, ligesom der er implementeret et nyt valgfrit it-fag på de gymnasiale uddannelser.

Jubel hos Dansk Industri

Regeringens planer vækker glæde hos Dansk Industri.

- Vi skal alle blive dygtigere digitalt - fra første skoledag til sidste dag på arbejdsmarkedet.

- Dem, der vinder de digitale talenter, har en god chance for at vinde den digitale fremtid, siger administrerende direktør Karsten Dybvad.

Målet om at gøre folkeskoleelever klogere på den teknologiske udvikling er en del af regeringens nye strategi for Danmarks digitale vækst.

I alt er der afsat en milliard kroner til strategiens syv større initiativer frem mod 2025.

- Vi har en ambition om, at Danmark skal være digital frontløber.

- Vi skal være det vigtigste land i Europa med hensyn til digital teknologi, fordi det giver bedre vilkår for borgerne, skaber bedre muligheder for virksomhederne og gør samfundet rigere, siger erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K).

Han præsenterede tirsdag regeringens strategi sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Merete Riisager.

/ritzau/