Købte bro for én krone - nu millionudgifter

For godt et år siden købte Lemvig Kommune broen over Vesterbjerg. Nu viser en ny vurdering, at broen skal renoveres for fire millioner kroner.

Det lød som et rigtig godt tilbud, men nu presser udgifterne sig på. Da Midtjyske Jernbaner ikke længere skulle bruge broen, tilbød de Lemvig Kommune at købe den for et symbolsk beløb på én krone.

- Det er byens vartegn, og når Midtjyske Jernbaner ikke længere har noget at bruge den til, og alternativet kunne være at rage den ned, så valgte vi at købe broen, siger Jørgen Nørby, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget for Venstre i Lemvig Kommune.

Budgetterede med 500.000 kroner

Nu viser en ny vurdering, at broen trænger til en gennemgribende renovering. Kommunen har fået en ekspertvurdering, der fastslår at prisen for en renovering er fire millioner kroner. Væsentlig højere end de 500.000 kroner kommunen budgetterede med.

- Fire millioner kroner er rigtig mange penge, og man kan så sige, at skulle vi så ikke bygge en ny i stedet for, og nej det skal vi ikke. Det er den her bro, vi ønsker at bevare. Det er byens vartegn, og den har stået der i rigtig mange år, siger Jørgen Nørby. 

Lemvig Kommune vil nu bruge 500.000 kroner på at renovere broen, så den er i forsvarlig stand de næste år. Derefter vil broen fremover indgå i Lemvigs byfornyelse, og kommunen vil søge fonde, så broen kan få den store renovering.

Se et indslag om broen her:

01:50 Luk video