Købmand til røver: Du kan få et lag tæsk

Midtjysk købmand fortæller nu, hvorfor han tog kampen op med knivbevæbnet røver.

220813_Koebmand.jpg

Købmand Karl Nielsen fra Vorning øst for Viborg lod sig ikke slå ud, da han onsdag eftermiddag fik besøg af en ung mand, der truede ham med en kniv for at begå røveri.

I stedet for at adlyde røveren og give ham penge besluttede den midtjyske købmand at tage kampen op. Han blev simpelt hen vred over at blive truet på den måde.

- Det er jo ikke helt normalt, at de vil have penge her, så jeg sagde nej, men du kan få et lag tæsk, fortæller Karl Nielsen.

Købmanden tog herefter et jernrør, som han havde liggende under disken, og det var nok til, at den ubudne gæst valgte at tage flugten.

Karl Nielsen mener ikke, at han løb en stor risiko ved at tage kampen op med røveren.

- Jeg kunne nå ham med jernrøret, men han kunne ikke nå mig. Og så var jeg jo heller ikke alene i butikken, siger han.

Politiet: Frisk gjort

Her dagen derpå har han fået bearbejdet oplevelsen sammen med gode venner og kunderne i butikken.

- I min alder har man jo været lidt forskelligt igennem. Jeg synes, at det er mere synd for de unge piger, der står ude i kioskerne og får en forskrækkelse for livet, når der er røverier. Vi andre skal nok komme over det, siger Karl Nielsen.

Købmandens resolutte indsats var medvirkende til, at politiet senere kunne anholde to unge mænd og sigte dem for røveriet. Den ene blev samtidig sigtet for tre andre røverier - og politiet roser da også købmanden for en flot indsats.

- Jeg synes, at det var frisk gjort af købmanden. Han gik ikke over stregen, men lod lige gerningsmanden forstå, at det ikke var i orden. Og det var altså nok til at gerningsmanden valgte at forlade butikken, siger Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg.

 

 

Købmand Karl Nielsen fortæller, hvad der skete, da røveren kom ind i hans butik:

1:32
Kobmand jagede roever paa flugt med jernroer

 

Se indslag her:

1:54
Købmand fra Vorning skræmte røver væk med jernstang. Røveren blev senere anholdt - han kan være serierøver.